Hvad gør vi med børnene?
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Flere nordjyske firmaer, institutioner og privatpersoner har meldt sig til at hjælpe forældre og bedsteforældre med pasning under lærernes lock out.
I Sæby Svømmebad er der ingen panik forud for lærernes lock out. Børnene har helt styr på, hvad de skal i morgen tidlig, når de ikke kan komme i skole.
-Jeg skal med min mor ud og demonstrere ved en skole, fordi hun er folkeskolelærer, fortæller 10-årige Sandra Pedersen.
10-årige Nanna Møller Albertsen kan se frem til en fridag med mormor og morfar.
- Mine forældre kan ikke holde fri, så jeg skal på arbejde med mine bedsteforældre, forklarer Nanna Møller Albertsen.
TV2/Nord har fået en lang række henvendelser fra nordjydere, der gerne vil hjælpe til med pasningen under lock outet - blandt andet hos Sæby Svømmebad.
- Vi vil gerne at forældre og bedsteforældre tager børnene med herud, så hjælper vi med at holde øje med de badende børn. En voksen med op til fem børn kan fra i morgen og til konfliktens ophør benytte sig gratis af svømmebadet, fortæller leder af Sæby Svømmebad, Jeppe Jacobsen.
I Jumboland i Aalbrg er der ekstra åbent i morgen, og der er gratis adgang for voksne. På Tornby Strand Camping er der også tænkt på pasning:
-Vi giver gratis overnatning til alle børn, så de kan blive underholdt her sammen med voksne. Derudover er der mulighed for at lege på pladsen og nyde vejret, siger Morten Jensen, der er ejer af Tornby Strand Camping.