Hvor vil skolelederne skære?
Lærere med mindre klasser og lærere med stor undervisningserfaring kan se frem til færre forberedelsestimer. Sådan lyder det i dag fra flere nordjyske skoleledere til stor bekymring hos lærerne.
Lærere med mindre klasser og lærere med stor undervisningserfaring kan se frem til færre forberedelsestimer. Det samme kan de, der står for lektiehjælp og vikartimer. Sådan lyder det i dag fra flere nordjyske skoleledere. Og det bekymrer lærerne.
Med et regeringsindgreb i lærerkonflikten får skolelederne fra august 2014 ret til at bestemme over lærernes arbejdstid. Det ser de skoleledere, som TV2/Nord i dag har talt med, frem til.
- Jeg ser en fordel i den nye arbejdstidsaftale, fordi skolen får videre rammer for at tilrettelægge undervisningen. Hvis vi tager lektiehjælp, så er det et sted, som ikke kræver den store forberedelse. I dag giver den det samme forberedelse som en time med 28 elever. Det kan vi nu ændre på, siger skoleleder Anders Bang fra Nibe Skole.
Lærere der har klasser med få elever og lærere, der har masser af undervisningserfaring, skal ifølge skolelederne også være blandt de, der får færre forberedelsestimer. Danmarks Lærerforening er bekymret over den udmelding:
-Det er jeg ked af at høre. Bare fordi en lærer har mange års undervisningserfaring, så er det jo ikke meningen, at hun bare skal gøre, som hun gjorde sidste år. Jeg vil meget nødigt, at lærerne bare tager en mappe ned fra hylden og slår op på side 67, fordi det plejer de at gøre, siger Dorte Kamp, der er formand for Aalborg Lærerforening.
Regeringen har afsat 12 millioner kroner til at skoleledere og tillidsfolk skal på kurser efter sommerferien, hvor fokus er på at udvikle et godt arbejdsmiljø i de nye rammer.