Hvorfor må studieværten ikke have shorts på i sommerheden? Hans kvindelige kollega må godt
Foto: TV2 Nord
Har du tænkt over forskellen på mandlige og kvindelige TV-værters påklædning?
Der findes en gammel røverhistorie om en nu eks-nyhedsvært på TV2, som efter sigende skulle have sendt nyheder i sommerhedebølge i slips - og shorts.
Det skal du ikke forvente, når du resten af sommeren tænder for TV2 Nord.
Der er nemlig forskel på folk - i hvert fald kvindelige og mandlige studieværters påklædning.
I sidste uge kunne du nemlig se Caroline Monin i nederdel, mens Bo Storm Madsen var i lange bukser og jakke.
Der florerer dog et billede af en anden vært, Morten Pedholt, der er iklædt jakkesæt, men også klipklapper og badeshorts. Det er over ti år gammelt, og der findes ikke TV-klip af det, for i udsendelsen kan man kun se værten i profil.
Den var ikke gået i dag, hvor du kan se værterne i fuld profil.
Og ligesom mange andre virksomheder, er der også dresscode, når vi træder ind i stuen hos dig i dit fjernsyn.
- De skal se ordentlige ud, understreger administrerende direktør og chefredaktør på TV2 Nord, Mikael Justesen.
- Det vil sige, at når man er på som studievært, er man gæst hjemme ved folk. Så man klæder sig, som hvis man skulle være gæst til en fest hos Hr. og Fru Jensen, fortsætter han.
Generelt handler deres påklædning om - uanset temperaturen i nyhedsstudiet - at det ikke "må råbe eller forstyrre."
- Hvis nu der var sket et frygteligt trafikuheld, ville det (shorts, red.) skrige. Budskabet skal afleveres neutralt. Det er en menneskelig form en skrifttype, kan man sige.
Slipset er røget
Du skal altså ikke i den nærmeste fremtid forvente at se de mandlige studieværter i shorts.
- Gæster gør sig umage, så det gør vi også, forklarer Mikael Justesen, inden han fortæller at TV2 Nord også ligger under for modens luner.
- Vi har taget slipsene af, siger han.
Det handler om at være i øjenhøjde med dem, der formidles til.
- Jeg tog beslutningen, fordi slips er blevet noget, hvor man tager afstand. Ved at tage slips på hæver man sig til et niveau, der ikke passer til TV2 Nord. Det kan sagtens passe til TV Avisen og andre. Men det passer til vores tone, siger han og understreger, at det ikke er mejslet i granit.
I en ny undersøgelse, der er foretaget af Lederne, svarer 44 procent af de adspurgte ledere i Danmark, at de arbejder i en virksomhed med nedskrevne regler for påklædning, skrev TV2 i sidste uge.
Tallet var noget lavere, da lederne lavede samme undersøgelse i 2021. Der var det kun 27 procent af virksomhederne, der havde indført regler.