Hvornår kan jeg blive vaccineret, og hvilke bivirkninger er der? Få svar på spørgsmål om den nye coronavaccine
Foto: Handout/EPA/Ritzau Scanpix
Nordjyderne har mange spørgsmål om den nye coronavaccine. TV2 Nord har derfor sat overlæge Henrik Nielsen stævne for at få besvaret nogle af spørgsmålene.
Hvilke bivirkninger er der? Er det sikkert, hvis man er allergiker? Og hvornår kan man regne med at få den?
Spørgsmålene om den nye coronavaccine er mange. Derfor var TV2 Nord mandag på gaden i Aalborg for at finde ud af, hvad det er for spørgsmål, nordjyderne går rundt med i forhold til den nye coronavaccine, som snart ventes at komme til Danmark.
Spørgsmålene er stillet til Henrik Nielsen, der er overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, og du kan læse både spørgsmål og svar her.
Allergiker: - Burde jeg tage vaccinen eller lade være?
Spørgsmål: - Jeg er allergiker og vil gerne vide, om det kommer til at påvirker mig, at jeg er det. Jeg er ung, frisk og ikke i risikogruppen, så burde jeg tage vaccinen eller lade være?, spørger Kristian Bugge.
Svar: - Hvis man er allergisk over for et bestemt stof, som er i vaccinen, kan det være et problem, men astma eller almindelige allergier over eksempelvis pollen er ikke noget problem, siger Henrik Nielsen.
Interfererer vaccinen med anden medicin?
Spørgsmål: - Jeg er interesseret i at høre, om vaccinen interfererer med anden medicin, man får, og hvad det eventuelt er for noget medicin?, spørger Kathrine Jacobsen.
Svar: - Det vil kun være i meget sjældne tilfælde. Man kan stort set fortsætte med at tage al slags medicin, imens man får vaccinen. Hvis man tænker, at der er en usikkerhed omkring det, så kan man spørge sin læge forud, om der er nogle særlige forhold, siger Henrik Nielsen.
Hvornår kan jeg blive vaccineret?
Spørgsmål: - Jeg vil gerne spørge om, hvornår jeg som almindelig borger kan få lov at blive vaccineret?, spørger Lars Johnsen.
Svar: - Der er lavet en plan over, hvilken rækkefølge man anbefaler danskerne at blive vaccineret i. Desværre er det jo sådan, at hele verden på samme tid vil have fat i vaccinen, og der er ikke nok til alle lige med det samme. Derfor fokuserer man først på dem, der er i størst risikogruppe for at få alvorlig covid-sygdom. Man får direkte besked, når man bliver tilbudt vaccinen, så man behøver ikke at ringe til sin læge og spørge, hvornår man kan blive vaccineret. Vi håber, at omkring halvanden million danskere er vaccineret inden sommer, siger Henrik Nielsen.
Er vaccinen testet godt nok?
Spørgsmål: - Går det ikke for hurtigt med at teste og godkende vaccinen? Normalt vil det måske tage et par år, før en vaccine er godkendt, og nu godkender de den i løbet af fire dage, siger Anna Heidemann.
Svar: - Det er aldrig tidligere gået så hurtigt, som vi har set nu. Der har været et meget tæt samarbejde mellem vaccineproducenten og myndighederne, som løbende har fået testsvar at se. Normalt indsender medicinalfirmaerne først deres ansøgning, når alt er parat, men her har man gjort en undtagelse ved løbende at se på de oplysninger, der er kommet frem. Man har satset hele butikken, fremstillet vaccinen og bygget fabrikken, inden man vidste, om myndighederne ville godkende den, og derfor er det allerede parat nu, siger Henrik Nielsen.
Hvilke bivirkninger er der?
Spørgsmål: - Jeg kunne godt tænke mig at spørge om, hvilke bivirkninger man har hørt om eller har dokumenteret, og hvordan kommunikationen mellem lægerne foregår på tværs af landegrænser, spørger Trine Engbo Sørensen.
Svar: - Vi ved en del fra de undersøgelser, der er gennemført i forsøgene, der har ledt op til, at man nu kan godkende vaccinen. Det er som ved andre vacciner ganske almindeligt at få ømhed og hævelse på det sted, hvor man får vaccinen stukket ind i armen. Der er også en del, der får et par dage med alment ubehag, lidt hovedpine og måske lidt feber, som forsvinder igen. Når myndighederne godkender vaccinen, så er der en god balance mellem den gavnlige effekt, man kan få, og de bivirkninger, der måtte være, siger Henrik Nielsen.