I næste uge kan man igen flyve mellem Aalborg og København

Flyselskabet SAS genåbner fra mandag 20. april ruten mellem Aalborg og København med to daglige flyvninger.

Fra på mandag vil det igen være muligt at tage flyveren mellem Aalborg og København. Ruten har været lukket ned siden 6. april på grund af svigtende efterspørgsel. 

Genåbningen sker nu, fordi erhvervslivet i Aalborg og rutens pendlere har utrykt ønske om at få flyene på vingerne igen. 

- Vi har haft en frugtbar dialog med Aalborg Lufthavn om, hvordan vi bedst kan imødekomme den voksende efterspørgsel, der forventes i den kommende tid, siger koncerndirektør i SAS, Simon Pauck Hansen.

- Vi håber også, at genoptagelsen af betjeningen af ruten kan medvirke til at styrke grundlaget for den gradvise åbning af Danmark.

Både Aalborg Lufthavn og SAS har lyttet til og talt med rutens kernekunder. Der har ikke mindst været stor opbakning til ruten blandt pendlerne, som blandt andet har været afskåret fra at passe deres arbejde.

- Det er glædeligt, at SAS genoptager betjeningen af ruten mellem Aalborg og København. Der er for rigtig mange rejsende ikke et brugbart alternativ til flyet. Det har den midlertidige lukning af ruten med al tydelighed vist, siger direktør for Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen.

- Jeg er derfor også overbevist om, at der nu vil være stor opbakning til genoptagelsen af betjeningen af vores vigtige indenrigsrute, siger han. 

Det er forventningen, at efterspørgslen vil stige i den kommende tid i takt med, at stadig flere aktiviteter i Danmark bliver genoptaget.


Seneste nyt

fra Nordjylland