I Nordjylland stiger huspriserne mest

Brønderslev er den nordjyske kommune med den største stigning i huspriser.

Pengene bliver trukket op af lommerne, og nordjyderne køber huse i stor stil. Det skubber huspriserne op ad. 

Det viser de seneste tal fra Boligsiden. 

Mere konkret er huspriserne i Nordjylland steget med 4,8 procent fra fjerde kvartal i 2023 til første kvartal i 2024. 

- Vi kan tydeligt mærke, at der for alvor er kommet godt gang i boligmarkedet igen her i 2024, fortæller Simon Rye, som er indehaver og ejendomsmægler ved Mæglerhuset: 

- Det skyldes i høj grad, at der er kommet styr på inflationen, og så tyder noget på, at renten kommer til at falde. Det er to meget vigtige faktorer for boligmarkedet. 

Simon Rye, Indehaver Mæglerhuset
Foto: Privatfoto / Mæglerhuset

Selvom nordjydernes huspriser ligger i top, så er der fortsat stor forskel på kommunerne. 

Mens priserne i både Aalborg-, Brønderslev-, Jammerbugt- og Frederikshavn Kommune kun går op ad, så er det ikke helt de samme procenter. 

I førertrøjen stikker Brønderslev Kommune af med en stigning på huspriserne på hele 11,4 procent, stærkt efterfulgt af Frederikshavn Kommune med en stigning på 10,8 procent. 

Aalborg- og Jammerbugt Kommune oplever begge en stigning på 4,5 procent. 


Seneste nyt

fra Nordjylland