Indbrudstyv stak af: Kvinde satte efter

En 43-årig overraskede indbrudstyv og tog sagen i egen hånd.

En 43-årig kvinde fra Frederikshavn tog sagen i egen hånd, da hun mandag formiddag mødte en indbrudstyv i sit hjem. Det lykkedes hende at tilbageholde tyven længe nok til, at politiet fik ham anholdt.

Kvinden overraskede tyven i sit hjem på Otto Ruds Vej i Frederikshavn mandag omkring klokken 10. Den 22-årige indbrudstyv kom ind i huset gennem kælderdøren og skulle til at forlade huset med blandt andet fladskærm, smykker og lysestager.

Det lykkedes kvinden at tilbageholde manden længe nok til at ringe til politiet. Da det gik op for tyven, at politiet var på vej, stak han af.

Det fik dog ikke kvinden til at give op, og hun satte i løb efter ham. Men han nåede ikke længere end 200 meter væk, før politiet pågreb ham.

- Hun gjorde et godt stykke arbejde og holdt hovedet koldt, siger vagthavende hos Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen.

Den 22-årige tyv er fra Frederikshavn, og han er nu bragt ind til stationen, hvor han venter på at komme til afhøring.


Seneste nyt

fra Nordjylland