Indendørs petanque i Sulsted en succes
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Søndag formiddag gæstede over fyrre nordjyske petanqueentusiaster ridehallen i Sulsted. Anledningen var en træningsturnering, hvor deltagerne dystede imod hinanden i double.
Mange har stiftet bekendtskab med petanque i enten haven eller på campingpladsen. Men for ægteparret Torben og Britta Skalshøj er det ikke bare ren og skær hygge. De har spillet petanque i over 10 år, og for dem er petanque en seriøs sportsgren.
- Vi bruger alt vores fritid på det. Det er meget vigtigt for os. Vi tager på rejser, vi har været i Vietnam og skal til Korsika for at spille petanque i foråret, fortæller Britta Skalshøj.
Torben og Britta stillede sammen op til søndagens turnering i Sulsted, hvor de spillede i alt tre kampe. De første to opgør endte med sejr, mens ægteparret måtte se sig slået i puljefinalen. Men parret er stadig tilfredse med dagens turnering.
- Det har ikke nogen betydning for os. Vi tager det som en god træning, siger Britta Skalshøj.
Træningsturneringen i ridehallen i Sulsted gentages igen den 26. februar og endnu engang den 11. marts.