Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Indsamling passerer 86 millioner kroner

OPDATERET: Det blev et imponerende resultat, da TV2 og DRs store indsamlingsshow søndag aften rullede over skærmen. For når alle bidrag fra både kendte, virksomheder og private var lagt sammen, kom beløbet op på 86.271.606 kroner.

Nødhjælpspenge ruller ind til det store nødhjælpsshow, som DR og TV2 arrangerer i fællesskab.

Fem millioner af de flygtninge, som har forladt Syrien, er børn, som rejser med krigstraumer i rygsækken. Mange af dem rejser alene - deres forældre er dræbt i krigen eller traumatiseret af krigens rædsler.

De heldige kommer under vingerne på hjælpeorganisationer i nærområderne, men mange ender i hænderne på menneskehandlere eller mister livet på flugten.

Indsamlingen foregår på både TV2 og DR.

Du kan støtte med at

  • Ringe til indsamlingen direkte på 70 10 52 52

  • Donere 150 kroner ved at ringe til 90 56 50 20

  • SMS: Send HJÆLP til 1234 - Pris kr. 150,-

  • Swipp/MobilePay: 50 60 20 12

Du kan læse om de 12 projekter, som skal få de indsamlede ud at arbejde herunder.

ADRA DANMARK HJÆLPER FLYGTNINGE OG INTERNT FORDREVNE I SYRIEN OG LIBANON

I og omkring Damaskus i Syrien bor mange internt fordrevne i ufærdige bygninger uden adgang til vand og sanitet. ADRA Danmark laver derfor sanitære installationer i bygningerne, så de internt fordrevne familier har adgang til rent vand, toilet, bad og vaskefaciliteter. Den nuværende akutte mangel på sanitære forhold betyder, at dårlig hygiejne er en alvorlig trussel mod helbredet for de mange mennesker, der er fanget som flygtninge i deres eget land.

I Libanon vil ADRA yde økonomisk støtte til de mest sårbare syriske flygtninge - eksempelvis enlige mødre og familier med helt små børn. Den økonomiske støtte giver flygtningene mulighed for at købe varmt tøj og tæpper til den kolde vinter.

CARITAS DANMARK HJÆLPER I JORDAN

Caritas Danmark vil hjælpe 3000 syriske flygtninge i Jordan med at få dækket deres mest basale sundhedsbehov. I Jordan har de 629.266 syriske flygtninge, der opholder sig i landet, ret til at bruge det offentlige sundhedssystem. Men det store antal flygtninge har lagt så stort et pres på systemet, at de nu selv skal betale en andel af deres lægebesøg, operationer og hospitalsindlæggelser. For penge, de ikke har. Caritas Danmark vil gøre det muligt for 3000 af flygtningene at få gratis lægeundersøgelser på Caritas' social- og sundhedscentre i Jordan og vil dække deres udgifter til undersøgelser, akutte operationer og hospitalsindlæggelse på offentlige hospitaler.

DANSK FOLKEHJÆLP YDER NØDHJÆLP OG BESKYTTELSE

Dansk Folkehjælp vil bistå flygtninge med basal nødhjælp og beskyttelsei det nordlige Irak og i Libanon. De vil sikre adgang til behandling af sygdomme og skader ligesom organisationen vil give mulighed for ophold i telte, nødboliger eller andre midlertidige genhusningsløsninger.

DANSK FLYGTNINGEHJÆLP SIKRER BESKYTTELSE OG BEDRE LEVEVILKÅR

Dansk Flygtningehjælp vil yde hårdt tiltrængt hjælp til syriske flygtninge og værtsbefolkningerne i Libanon, Jordan og Tyrkiet. Det sker gennem lokale projekter, der skal forbedre levevilkår og infrastruktur, gennem støtte til de mest sårbare familier med uddeling af nødhjælpspakker og basale fornødenheder (f.eks. mad, varmt tøj til vinteren, tæpper, materialer til tag over hovedet samt hygiejnekits og brændsel) og ved skabe sikre fristeder i lokale aktivitetscentre for mennesker ramt af fordrivelse.

Centrene tilbyder en lang række aktiviteter fra psykosocial rådgivning over sikre, afskærmede fristeder for kvinder og børn til undervisning i læsning og talforståelse samt erhvervstræning som f.eks. skrædderi, frisørfag eller andet håndværk. Dansk Flygtningehjælp vil med projektet sikre, at op mod 12.000 personer får adgang til støtte gennem centrene, mindst 10-15 lokalsamfundsprojekter gennemføres og ca. 1.500 udsatte familier modtager basal nødhjælp.

FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP FJERNER MINER I SYRIEN

Folkekirkens Nødhjælp er inde i selve Syrien. Her hjælper de mennesker, som er blevet tilbage med mad, så de kan overleve og ikke behøver at flygte fra nød og elendighed.

Organisationens minerydnings-eksperter fjerner granater og bombe-fælder fra husene i Kobane, så befolkningen kan vende tilbage til deres hjem og ikke behøver at være på flugt længere.

Folkekirkens Nødhjælp hjælper desuden i nærområdet i Syriens nabolande, hvor millioner er på flugt fra krigen - med mad, vand og telte - og med og støtte til de traumatiserede børn.

MISSION ØST SIKRER OVERLEVELSE I NORDIRAK

Mission Øst vil med midlerne fra HjælpNu! indsamlingen uddele kuldeisolerende tæpper, varmeapparater, tæpper og petroleum til flygtninge, som bor udenfor de etablerede flygtningelejre. Denne hjælp gør, at familierne, som bor i tynde telte, bliver bedre i stand til at håndtere og overleve de barske vinterforhold i Nordirak.

Mission Øst vil også hjælpe børn, så de bedst muligt kommer sig over traumerne fra deres forfølgelse, og derved får mulighed for at vende tilbage til et normalt liv. Dette gøres ved at lave børnevenlige områder, hvor børn kan lege og lære, som ethvert barn har ret til, selv i denne usikre periode af deres liv. Pengene vil bl.a. gå til at lave mobile børnevenlige områder til børn i udkantsområder. I de mobile enheder vil der være børneklubber med fokus på leg og skoleundervisning.

MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE HJÆLPER KVINDER OG BØRN I JORDAN OG LIBANON

Mellemfolkeligt Samvirke distribuerer af hjælpepakker til 11 lejre og lokalsamfund i Jordan og Libanon. De uddeler pengebeløb på ca. 1500 kr. som akut hjælp til 2200 husholdninger (11.000 mennesker) som er særligt udsatte. Det er oftest til enlige kvindelige forsørgere.

Derudover sikrer Mellemfolkeligt Samvirke uformel uddannelse af 440 udsatte unge kvinder med fokus på at opbygge selvværd, sundhed og beslutningsevne. Og de uddanner

110 unge frivillige til at være en aktiv del med at identificere og sikre adgang til basale serviceydelser for de mest udsatte flygtninge f.eks. psyko-social støtte.

LÆGER UDEN GRÆNSER YDER MEDICINSK HJÆLP I SYRIEN OG LIBANON

Med pengene fra Hjælp Nu! vil Læger uden Grænser hjælpe syriske flygtninge inde i Syrien og i Libanon. De driver seks hospitalsfaciliteter i Syrien og støtter omkring 100 felthospitaler, klinikker og sundhedscentre i det krigshærgede land, som de forsyner med medicin og medicinsk udstyr.

I Libanon stilles syriske flygtninge bagerst i køen og nedprioriteres af de libanesiske myndigheder. Ca. 1.3 millioner syrere er flygtet til Libanon. De syriske flygtninge er derfor dybt afhængige af hjælp. Læger uden Grænsers udsendte læger og sygeplejesker yder lægehjælp og medicinsk behandling på vores hospitaler i Libanon. Behovet for humanitær hjælp er enormt. Læger uden Grænser er til stede flere steder i Libanon blandt andet i Shatila Camp, der ligger i det sydlige Beirut. Læger uden Grænsers fokus er på det enkelte menneske. De udsendte udfører akutte operationer og sikrer opfølgning. De behandler de sårede. Mange ankommer med både fysiske og psykiske krigsskader. Endnu flere ankommer med sår og mén fra flugten. Læger og sygeplejersker hjælper gravide før, under og efter fødsel. Syrere med kroniske sygdomme har akut brug for hjælp og medicin, når de ankommer. Læger uden Grænser redder liv.

RED BARNET HJÆLPER BØRN I SYRIEN

Mens krigen raser, gennemlever Syriens børn deres værste mareridt. Skoler bliver ødelagt, lærere forsvinder og børns hverdag går i stå. Hvert tredje syriske barn har været udsat for voldelige overgreb. Næsten alle børn har oplevet familiemedlemmer eller venner dø.

Red Barnet vil oprette børnevenlige områder, hvor børn trygt kan lege, gå i skole og få psykosocial støtte til at bearbejde de voldsomme oplevelser, de har været udsat for. De vil tjekke børnenes generelle sundhedstilstand. Og de vil identificere og hjælpe særligt udsatte børn - f.eks. de børn, der er blevet væk fra deres familie under flugt.

Red Barnet vil også genopbygge eksisterende skoler og etablere midlertidige skoler, hvor det er muligt. Organisationen vil Indkøbe og uddele undervisningsmaterialer. Og de vil undervise børnene, ikke kun i at læse og skrive, men også i sikkerhed, ernæring og hygiejne, så børnene rustes til at stå imod sygdomme, sult og overgreb.

Syriens børn udgør nøglen til landets fremtid. Kun ved at beskytte og styrke børnene nu, kan vi undgå, at en hel generation bliver tabt.

RØDE KORS SIKRER MAD OG HUSLY

Røde Kors vil styrke indsatsen med mad, husly, læge- og krisehjælp både inde i Syrien og i nabolandene Jordan, Libanon, Irak og Tyrkiet.

Inde i Syrien er sundhedssystemet brudt sammen, og der er akut mangel på medicin og hospitalsudstyr. Røde Kors vil sikre lægehjælp til de mange syrere, der stadig bor i landet. Fællesindsamlingen vil sikre sundhedsklinikker, medicin og hospitalsudstyr samt krisehjælp til børn og voksne, der har været gennem traumatiserende oplevelser. Der er også behov for basal nødhjælp til de mange, der er fanget i kampområderne.

I nabolandene har Røde Kors særligt fokus på nødhjælp. Organisationen skal sørge for mad, vand, tæpper og husly. De skal uddele hygiejnekits, babykits og særlige kvindekits. Og med midlerne fra Hjælp Nu! vil Røde Kors kunne sætte ekstra fokus på krisehjælpen, der skal hjælpe børn og voksne med at bearbejde deres voldsomme oplevelser. Røde Kors ønsker også at bruge midlerne til mobile sundhedsklinikker og bedre sundhedsoplysning i og omkring flygtningelejrene.

SOS LAVER BØRNEVENLIGE OMRÅDER I SYRIEN OG LIBANON

En hel generation af syriske børn har mistet deres barndom. Både i Syrien og i grænseområderne har familier i årevis levet som flygtninge eller i konstant frygt. Børn holder op med at opføre sig som børn. De bliver apatiske eller aggressive. De stoler ikke længere på voksne, og deres forældre er enten fraværende eller har ikke overskud til at drage omsorg.

Med pengene fra Hjælp Nu! vil SOS Børnebyerne drive børnevenlige områder i Syrien og Libanon, hvor børnene i trygge rammer kan være sammen med voksne, som har faglighed og overskud. Børnene får et pusterum; de bliver set og hjulpet til at vise deres følelser gennem leg og kreativitet. De trygge rammer, aktiviteterne og medarbejdernes omsorg hjælper børnene til at bearbejde deres oplevelser og opbygge en fornyet tro på fremtiden.

UNICEF KLÆDER BØRN PÅ TIL AT KLARE VINTEREN

UNICEF vil klæde Syriens børn på til at klare sig gennem den kolde vinter. Hvert år dør mange børn af kulde og endnu flere får lungebetændelse og akutte infektioner i luftvejene. Børnene fryser, fordi de mangler helt basale ting som tøj, sko og varme i de tynde telte, hvor temperaturen falder til under frysepunktet.

UNICEF har et overordnet mål om at beskytte 1 mio. af Syriens børn i vinteren 2015/2016 ved at give dem varmt vintertøj, mobile lægecheck og varme i klasseværelserne og daginstitutionerne. Helt konkret vil Hjælp Nu! bidrage til, at UNICEF kan give vinterjakker, bukser, vandtætte støvler, strømper, handsker, uldhuer og varmt undertøj til mere end 40.000 flygtningebørn i Libanon. Indsamlingen vil også biddrage til, at UNICEF kan opvarme klasseværelser og daginstitutioner over vinteren til gavn for mere end 135.000 børn.


Galt eller genialt? Salon Sanne 'sparer' på strømmen

Foto: (Privatfoto)

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nyheden om den rekorddyre elpris har fået Sanne Sørensen til at lave lidt sjov med kunderne.

Herover kan du se et billede af en frisør, hvor det ligner hun har taget alle midler i brug for at spare på strømmen; hun har taget pandelampe på og blæser ind i en slukket føntørre med sin mund, mens en kunde sidder i frisørstolen.

Er den mon god nok? Er hun virkelig så vild efter at spare?

Nej. Godt nok er hun nordjyde og bevidst om priser, men det er altså bare for sjov. For hvis der er noget Sanne Sørensen kan lide, er det et godt grin i salonen.

- Ja, det er da en joke, griner Sanne Sørensen ind i telefonen.

- Vi skal da have lidt grin, også når det er lidt træls. Det skal ikke være så kedeligt det hele, siger hun til TV2 Nord denne torsdag eftermiddag, hvor elpriserne sætter ny Danmarksrekord.

Kunderne er med på lidt fis og ballade

De tilbagevendende høje elpriser har nemlig været et emne, der har været oppe at vende flere gange i salonen. Og da hendes datter her til morgen sad i stolen, blev de enige om, at det skulle der altså laves lidt fis med.

- Jeg har fået mange fine tilbagemeldinger fra folk, der synes, det er sjovt.

Men selvom det er gak og løjer, tænker hun da over, at prisen i dag er høj. For hun har en variabel elpris, og derfor er det netop denne eftermiddag, at strømmen er ekstra dyr.

- I salonen kan jeg jo ikke spare. Der skal tændes føntørrere og varmere til kunderne - men det er da nok ikke lige nu, jeg sætter en tøjvask over, siger hun med et stort grin og kommer med en anekdote fra salonen tidligere i dag:

- Jeg havde en herre i salonen, der gav mig og en anden kvindelig kunde et godt grin. For han mente ikke, jeg skulle bruge en masse el på at føntørre hendes hår helt tørt. Så mit opslag på Facebook har givet anledning til fis og ballade, og sådan kan jeg godt lide at have det her i salonen, siger hun.

Og hun er ikke den eneste, der laver lidt fis med dagens varme emne. Også ved Hanstholm Madbar laver de lidt sjov med elpriserne.


Store forskelle: Her topper og flopper Nordjylland

Foto: Boligsiden

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Salgspriserne i Nordjylland har taget et hop, men i 2024 var det - i hvert fald værdiforøgelsesmæssigt - bedre at eje en lejlighed end et hus.

Der er dårligt nyt til dem, der overvejer at træde ind på boligmarkedet. Priserne på både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse er nemlig steget.

Region Nordjyllands ejerlejligheder står på landsplan for den største stigning på 12,6 procent, hvilket er stik imod udviklingen i huspriserne, hvor stigningen er lavest i netop Nordjylland, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fra november 2023 til november 2024 er den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse steget med fem procent. Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris ligger på 17.671 kroner pr. kvadratmeter.

Nordjysk fordobling

Mens man i Region Hovedstaden kan juble over den største stigning på 6,2 procent, er der ikke grund til at juble helt så meget i Nordjylland, hvor priserne kun er steget 2,8 procent - den laveste stigning af alle regioner.

- 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Nordjylland er det nok ejerlejlighedsejerne, der er mest tilfredse med udviklingen. Salgsprisen er nemlig på landsplan steget med 6,2 procent, men i Region Nordjylland er prisen steget med hele 12,6 procent.


Nordjyde i anderledes rolle: Nomineret til en Golden Globe

Foto: TV2

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.

Dan Jakobsen er for mange kendt for sine roller som nisse i diverse julefilm, eller som Danmarks mindste mand.

Den lille mand har dog påtaget sig en anden mindre rolle i filmen 'The Girl With The Needle' (Pigen med nålen, red.).

- Jeg var faktisk i tvivl, om jeg ville sige ja til rollen, fordi jeg skulle nogle ting i filmen. Men efter snakke med andre og mange overvejelser, valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for, forklarer Dan Jakobsen.

- Man skal jo huske, at det er en rolle, man tager på sig, og at det ikke er personen, tilføjer han.

Rart med et mix

Filmen er inspireret af historien om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Den handler om den unge fabriksarbejder Karoline, som kæmper for at overleve i København efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun kvinden Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau. Her hjælper Dagmar mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

- Jeg kan godt lide at lave sådan noget, og jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere af den slags - altså noget anderledes, forklarer Dan Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide at spille nisse, men det er rart med et mix, så jeg kan blive bedre selv og udvikle mig gennem forskellige muligheder og roller, tilføjer han.

Dan Jakobsen fortæller dog, at han ikke nødvendigvis gider leve af det, men at han gerne vil lave flere film, som også er anderledes.

Hvad er Golden Globe?

Golden Globe Awards er en årlig prisuddeling, der afholdes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA) for at hylde vigtige film- og tv-produktioner og skuespillere. De første Golden Globe-priser blev uddelt i 1943, og siden da har prisuddelingen været en af de mest prestigefyldte i verden.

Golden Globe Awards uddeles i forskellige kategorier som bedste film, bedste tv-serie, bedste skuespiller og skuespillerinde. Der er også separate kategorier for komedier og musicals samt for forskellige genrer som drama, komedie og animation.

En jury bestående af medlemmer af Hollywood Foreign Press Association vælger vinderne af Golden Globe Awards. Medlemmerne af HFPA er journalister, der rapporterer om den amerikanske filmindustri til udenlandske publikationer.

Kilde: Dfi.dk

Ydmyg nordjyde om stor pris

Filmen har allerede vundet flere forskellige priser, og nu er den også nomineret til en såkaldt 'Golden Globe' i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

- Det er meget fornemt, men nu har jeg ikke verdens største rolle, så takken skal sendes videre til dem med større roller end mig, og dem omkring filmen. Men det er da et godt udstillingsvindue for mig, filmen og dansk film, lyder det fra den ydmyge nordjyde.

Selv opdagede Dan Jakobsen først nomineringen, da andre omkring filmen begyndte at dele opslag omkring det på sociale medier. Han tænker, det nok bliver samme måde, han finder ud af, om filmen vinder.

- Hvis jeg husker det, følger jeg med, men jeg ved slet ikke, om man kan se det live. Hvis man kan, må jeg se, om det lige passer, ellers holder jeg øje med det efterfølgende. Jeg skal nok finde ud af det, tænker jeg, griner Dan Jakobsen.

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.


Det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv, at der til nytår indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet.

- Jeg frygter, at nogle af vores kunder ikke har økonomien til at fortsætte på den måde.

Sådan lyder det fra Morten Mikkelsen, der er afdelingsdirektør i Entech Marine i Hirtshals. For når der indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet til nytår, anslår Fiskeriforeningen at 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer er i fare for at forsvinde.

Og det er skidt nyt for Entech Marine, der blandt andet servicerer motorerne ombord på fiskerifartøjerne. Som følgeerhverv til fiskeriet har en kommende CO2-afgift også betydning for dem.

- Vi ved jo, at mange af fiskerne - vores kunder - er pressede i forhold til deres kvoter og økonomien i forvejen. Og en yderligere udgift for dem, vil have store følger for os. Vi vil jo miste kunder, frygter afdelingsdirektøren.

I Hirtshals Service Group, der repræsenterer blandt andre Entech Marine og en række andre følgeerhverv, er der også dybe panderynker over den nye CO2-afgift.

- Når jeg hører, at der er fiskeskippere rundt omkring, som tænker at sælge deres båd, fordi de ikke har råd, ved jeg godt, at så mister vi kunder i vores servicegruppe. Og det betyder, at nogle af de kunder, de har haft i mange år, måske simpelthen siger 'Stop! Nu kan vi ikke mere', siger Per Christensen, bestyrelsesformand i Hirtshals Service Group.

Det er ikke kun skidt for de virksomheder, der har adresse på havnen i Hirtshals. Det er skidt for hele byen, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange arbejdspladser det er. Morten har 35 ansat. Så har han måske ligeså mange underleverandører af elektrikere, tømrere og malere, der kommer ind på pladsen her. Og når det går udover dem, begynder det også at gå ud over byen, så jeg tør ikke sætte et tal på, siger Per Christiansen.

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Konsekvenser kan ses om seks måneder

CO2-afgiften betyder, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner. Fiskeriforeningen anslår, at det vil gøre 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer u-lønsomme på grund af afgiften.

Og det får Morten Mikkelsen til at frygte, at det kan få betydning for de 35 medarbejdere, han har ansat i Entech Marine.

- Jeg frygter selvfølgelig, at vi bliver nødt til at reducere i flokken, hvis vi mister kunder. Så det er en katastrofe, siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen, og fortsætter:

- Fiskerne er seje, de vil kæmpe, så længe de kan. Men midt på året (2025, red.) tænker jeg, der kunne være nogle problemer i det.

Men kan I ikke bare servicere andre fartøjer end dem i fiskeriet?

- Vi servicerer alle typer skibe, men fiskeriet er en stor del af det.

Per Christiansen, er det ikke fair nok, at vi alle skal bidrage til den grønne omstilling?

- Jeg tror da helt bestemt, at vi alle sammen gerne vil den grønne omstilling. Men der er nogen, der ikke har fundet ud af, at det koster rigtig mange penge at blive grøn. Og når vi ikke har noget alternativ til det brændsel, vi bruger i dag, så synes jeg ikke, der er fair, at man bare lægger afgifter ovenpå. For jeg tror ikke på, at CO2'en forsvinder, fordi vi får afgifter.

- Vi har nemlig ingen alternativer til den brændstoftype, vi bruger. Og det er jo der, problemet er. Der er ingen alternativer. Det duer ikke.


Juletrafikken: Disse dage og tidspunkter skal du undgå

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DSB forventer, at de i juledagene får rekordmange rejsende med deres tog.

Når presset over julegaveindkøb er faldet, så kommer julens næste stressmoment, hvis du er en af de mange danskere, der skal rejse for at komme hjem til jul.

For med det omfattende vejarbejde, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers, er det måske nok i år en ekstra god idé at orientere sig i trafikprognoser - i hvert fald, hvis man vil undgå at sidde i kø.

Trafikken er i år hjulpet af, at juleaften falder på en tirsdag. Det gør nemlig, at Vejdirektoratet forventer, at den udrejsetrafik, der normalt samler sig lillejuleaften, i stedet vil sprede sig over flere dage fra fredag den 20. december til tirsdag den 24. december.

Foto: Vejdirektoratet

Så Vejdirektoratet forventer generelt ikke de store forsinkelser på vejene med undtagelse af lillejuleaften, hvor der især mellem klokken 11 og klokken 14 er tryk på vejene.

Rekordmange med tog

Hos DSB er der op til jul flest rejsende fra øst til vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul. Sidste år solgte DSB 200.000 pladsbilletter til juledagene, og i år forventer DSB at overgå det tal med 275.000 rejsende.

Lige nu er forventningen, at den 23. december bliver den travleste dag med 40.000 rejser skarpt efterfulgt af den 21. og 22. december.

- Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sin rejser, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Gode råd til turen

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene, pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.

  • Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under din tur.

    Kilde: Vejdirektoratet

Hvor den 23. december er den helt store udrejsedag, bliver den 26. december den helt store hjemrejsedag.

Her forventer Vejdirektoratet, at der vil være meget trafik, der bevæger sig mellem Jylland og hovedstadsområdet i begge retninger.

Og hvis man vil undgå at sidde i en kø, så er det mellem klokken 11 og 15, at man skal undgå at rejse.

Der er dog en ubekendt faktor, når det kommer til juletrafikken, nemlig vejret. For hvis der er sne, frost og kraftig blæst, vil det have en stor indvirkning på trafikken. Hold derfor øje med vejrudsigten, ligesom det er en god idé at orientere sig på trafikinfo, inden man drager afsted.

Disse strækninger på E45 har vejarbejde og nedsatte hastigheder. Foto: Vejdirektoratet