Ingen gider Chanko
Foto: Allan Storkborg
Han er ikke ønsket i AaB, og det tyder ikke på et salg af dyre Loulay Chanko
Svenske Loulay Chanko blev hentet til AaB som en god gardering på den centrale midtbane. Han har dog aldrig levet op til forventninger. Senest har det været meget småt med spilletid for midtbanespilleren, og AaB har længe ønsket at skille sig af med Chanko. Det lader dog ikke til at blive så let som håbet. Det skriver Bold.dk
Loulay Chanko har forhandlet med barndomsklubben Syrianska i Sverige, men nu har klubben angiveligt trukket sig ud af forhandlingerne.
- Jeg ved ikke så meget. Der er ikke sket noget, og jeg har ikke hørt så meget fra dem. De har lidt problemer med økonomien, men jeg kender ikke rigtigt årsagen til, hvorfor det ikke kunne blive til noget med dem. Så nu må vi se. Måske åbner dørene sig for andre svenske klubber, siger Louay Chanko til bold.dk.
Der har dog ikke været andre bud på spilleren. Loulay Chanko er en af Superligaens bedst betalte spillere og får angiveligt en løn i størrelsesordenen 350.000 kroner om måneden. AaB har længe kæmpet med en dårlig økonomi og vil derfor gerne afsætte Chanko, der lige nu kun er reservespiller i AaB.