Ingen handleplaner fra sommerhus-ejere

Fem ejere af sommerhuse på vestkysten i Hjørring har frist til midnat for at aflevere en handleplan for sikringen af deres sommerhuse. Mandag middag havde kommunen endnu ikke modtaget nogen planer.

Fem sommerhuse ligger så kritisk tæt på kysten i Hjørring Kommune, at kommune har krævet at ejerne inden midnat skal aflevere en handleplan for, hvordan husene enten bliver sikret mod at styrte i havet eller fjernet fra deres nuværende placering.

- Vi har ikke modtaget en eneste handleplan. Når tidsfristen udløber, så sender vi påbud afsted, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Ole Ørnbøl (Soc.dem.) til TV2 Nord.

Der er blevet klaget til Statsforvaltningen over kommunens krav om handleplaner fra én eller flere af sommerhusejeren, der samtidig har anmodet om at klagen har opsættende virkning, således at der ikke skal laves handleplan så længe klagen behandles.

- Det har vi sagt nej til, siger Ole Ørnbøl.

Et af de fem sommerhuse er styrtet ned og skal fjernes hurtigst muligt og kommunen er ved at miste tålmodigheden, fordi huset er til fare for dem, der befinder sig på stranden.

- Nu er det nu, siger Ole Ørnbøl og håber på at ejeren hurtigst muligt får fjernet sommerhuset.


Seneste nyt

fra Nordjylland