Ingen ledige ambulancer: Kvinde ventede 34 minutter

En 66-årig kvinde omkom på hospitalet af en hjerneblødning, efter at ambulancen havde været 34 minutter om at komme frem til hendes hjem i Thy.

34 minutter. Så lang tid måtte en 66-årig kvinde vente, før ambulancen ankom til hendes hjem i Thy. Der var nemlig ingen ledige ambulancer i Region Nordjylland.

Det skriver TV MIDTVEST.

Da opkaldet kom ind d. 28. marts blev det prioriteret som det mest akutte, type A. Alligevel tog det ambulancen 25 minutter mere end det bør at nå frem.

Ifølge samarbejdsaftalen mellem Region Nordjylland og Falck skal den gennemsnitlige responstid nemlig kun være 9 minutter og 12 sek.

- 34 minutter, det er for lang tid, og det er heller ikke normal praksis, siger Kjeld Brogaard Ambulancechef, Falck, Region Nordjylland.

Da både region Nordjyllands ambulancer og akutbiler var på andre opgaver, og Regionens redningshelikopter ikke kunne lande i mørket nær kvindens hjem, måtte Region Midtjylland sende en ambulance af sted, der kørte kvinden til et sygehus i Holstebro.

Familien til den afdøde kvinde har oplyst til TV MIDTVEST, at hendes død formentlig ikke har direkte sammenhæng med den lange responstid. Den lange responstid bekymrer dem dog alligevel, og det er de ikke ene om. Også Lene Kjelgaard, borgmester i Thisted Kommune, mener responstiden var al for lang.

-Jeg er dybt berørt på familiens vegne. Jeg forventer selvfølgelig, der kommer en forklaring fra Region Nordjylland eller Falck. Det er utroligt vigtigt for os som borgere, at der er en ambulance, der når frem, når uheldet er ude. Det er jo den tryghed og dem sikkerhed vi har brug for, ligegyldigt hvor i Nordjylland vi bor, siger Lene Kjelgaard.

Også næstformand i Region Nordjylland mener de 34 minutters responstid var utilstrækkeligt.

-Det er ikke i orden, det må vi sige. Dette r en enestående og meget uheldig og tragisk sag, der er kommet ud af det her, siger Jess V. Jensen.

Trods den ulykkelige episode er Jess V. Jensen tilfreds med samarbejdsaftalen mellem Region Nordjylland og Falck.

- Vi har indgået en kontrakt med Falck, og den har vi arbejde på det sidste år, og den er vi godt tilfreds med. Og vi har fuld tillid til, at Falck løser den. Ting kan selvfølgelig altid blive bedre, men det her er en uheldig sag, siger Jess V. Jensen.

Beredskabet i Region Nordjylland kan ikke love, at en lignende situation aldrig vil finde sted, men de vil gøre alt, hvad de kan, for at undgå det.

-Der opstår situationer, som vi ikke er herre over, og der opstår antal opgaver, som vi ikke er herre over, og derfor kan vi ikke have et beredskab, der dækker alle spidsbelastninger, desværre. Men vi gør alt for at minimere antallet af den her slags situationer, hvor responstiden er lang, siger Kjeld Brogaard Ambulancechef, Falck, Region Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland