Ingen nordjyder på medaljeskamlen ved VM i Skills
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Frederik Nielsen (billedet), Mads Pallisgaard Holm og Jesper Sonne Nørgaard opnåede 'Medallion for Excellence' ved VM i Skills i Abu Dhabi.
Danskerne fik ingen guldmedaljer med hjem fra VM i Skills i Abu Dhabi. De tre nordjyske tager dog en 'Medallion for Excellence' med hjem.
To bronzemedaljer og otte ”Medaillons for Excellence”. Det blev høsten for det danske landshold ved WorldSkills 2017 i Abu Dhabi. Desværre kom ingen af de tre nordjyske deltagere blandt de tre bedste i deres fag.
Det gjorde dog to andre danskere. Med bronzemedaljer i hænderne kan kokken Christian Wellendorf og landbrugsmaskinmekaniker Søren Lykke Døssing begge kalde sig verdens tredje bedste i deres fag.
Derudover fik otte danske deltagere en hædersbevisning for godt arbejde - i blandt dem altså de tre nordjyske deltagere.
- At 10 af de 15 på vores landshold kommer hjem med en medalje er flot i et verdensmesterskab, hvor vi ved, at mange af de store nationer træner deres deltagere i måneder og år op til konkurrencen, siger SkillsDenmarks formand Jesper Juul Sørensen.
De nordjyske deltagere ved VM i skills var:
Autolakerer Mads Pallisgaard Holm, Thisted. 21 år. 3N Lakering i Thisted, Silkeborg Tekniske Skole. Vinder af DM i Skills 2017.
Flisemurer Frederik Nielsen, 22 år, Aalborg. Jorton Aalborg/TECHCOLLEGE DM-vinder 2016 og 2017.
Tømrer Jesper Sonne Nørgaard, Skørping, 21 år. Byggefirmaet Westenholz, Horsens/ TECHCOLLEGE. DM-vinder 2017.
De tre unge nordjyske håndværkere fik alle over 700 point for deres opgaver, men de rakte altså ikke til topmedaljer.
Danmark blev kun overgået af Finland i konkurrencen om at blive bedste Skandinaviske nation.