Ingen unge i kommunalpolitik

Kun to byrådsmedlemmer i Mariagerfjord Kommune er under 40 år, og nu har den yngste mand i byrådet meldt ud, at han stopper.

Torsdag meldte Mariagerfjord Kommunes yngste byrådsmedlem, den 34-årige viceborgmester Carsten Brandt Andersen (V), ud, at han stopper i politik til det kommende kommunalvalg. Han er sammen med en anden politiker i øjeblikket den eneste i byrådet, som er under 40 år.

- Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering, men en udsigt til i de næste 5 år i perioder at skulle arbejde 50-70 timer om ugen har fået mig til nøje at overveje, hvorvidt jeg skulle genopstille, siger Carsten Brandt Andersen, der fortæller, at han i jobbet som HR - & Privatkundedirektør i Sparekassen Hobro ikke også kan finde tid til at fortsætte i kommunalpolitik. 

Carsten Brandt Andersen håber, at flere unge får øjnene op for kommunalpolitik - og dét er han ikke alene om. Også borgmester H. C. Maarup  (S) håber på, at der vil være mange nye unge, som stiller op til kommunalvalget i november.

-  Det er selvfølgelig vigtigt, at vi får nogle flere unge ind med nogle nye ideer og masser af engagement. Byrådet skal jo også afspejle samfundet med unge og gamle, kvinder og mænd, siger han. 

Indtil valget i november kan Carsten Brandt Andersen forsat kalde sig byrådets yngste mand. Carsten Brandt Andersen har haft 7 år i byrådet.


Seneste nyt

fra Nordjylland