Ingeniører Uden Grænser starter afdeling på Aalborg Universitet

Nordjyske ingeniør og ingeniør- studerende med trang til at gøre en humanitær forskel skal nu banen. En gruppe mennesker fra Aalborg Universitet indkalder nu til opstartsmøde for en afdeling af Ingeniører Uden Grænser på AAU.

Ingeniører Uden Grænser er en international humanitær organisation, der beskæftiger sig med teknisk funderede humanitære opgaver i katastrofesituationer samt bistand til mere langsigtede udviklingsprojekter i 3. verdens lande. Den danske afdeling blev startet i 2001, og tæller i dag cirka 325 medlemmer.

- Målet med at starte en afdeling af IUG på AAU er at lave studenterprojekter med afsæt i konkrete problemstillinger fra den 3. verden. På den måde kan vi øge de studerendes globale bevidsthed, lave nogle spændende og lærerige projekter, og samtidig gøre en indsats for en bedre verden, siger David Christensen, der er videnskabelig assistent ved Institut for Samfundsudvikling og Planlægning.

Studerende fra Aalborg Universitet har tidligere været involveret i blandt andet arbejdet med etablering af solfangeranlæg på et hospital i Lesotho.

Opstartsmødet på AAU holdes den 5. november.


Seneste nyt

fra Nordjylland