Ingeniørstuderende lærer for meget

Videnskabsministeriet kræver, at det faglige niveau sænkes på ingeniøruddannelserne på Aalborg Universitet. Konsekvensen for de studerende er, at de skal have mindre undervisning og projektarbejde for at bestå semester.

Videnskabsminister Helge Sander (V) har gentagne gange snakket om, at Danmark skal have uddannelser i verdensklasse. Det opnås bestemt ikke ved at nedsætte det faglige niveau, mener Danske Studerendes Fællesråd (DSF).

Videnskabsministeren kræver, at niveauet sænkes, fordi studerende i Aalborg får flere såkaldte ECTS-point end studerende i resten af Danmark.

Erhvervslivet har gang på gang givet topkarakter til ingeniøruddannelsen i Aalborg. Derfor er det svært for DSF, at forstå hvem der skulle få gavn af, at man sænker det faglige niveau.

Det kan hverken arbejdsgiverne, samfundet og de ingeniørstuderende have nogen form for gavn af, mener både universitet og de studerende, som har protesteret mod det absurde krav.

Sagen er nu blevet rejst overfor videnskabsministeren.

- Han skylder en offentlig forklaring på, hvad formålet med at sænke niveauet på Aalborg Universitet er og hvordan han vil have uddannelser i verdensklasse med de absurde krav, siger næstformand i DSF Jeppe Mulvad Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland