Interessen for jagt stærkt stigende
Nye jægere lærer at bruge jagttegnet
Siden 2004 er der kommet 17.000 nye jægere med jagttegn i Danmark. I dag var der i Nørresundby kursus for nogle af de mange, nye jægere.
Danmarks Jægerforbund afholdt i dag kursus for nye jægere i Nørresundby. I dag er der næsten 177.000 danskere med et gyldigt jagttegn - og interessen for jagt stiger år for år.
Dagens kursus var derfor noget af et tilløbsstykke for mange nordjyske nyjægere.
- Jeg har kun haft jagttegn i to måneder. Det er derfor rigtig godt at kunne se, hvordan man brækker et dådyr og flår skindet af det. Nu har jeg selv en idé om, hvordan det foregår, forklarer Claes Molin, der endnu ikke har været på jagt.
Dagens kursus var målrettet alle nyjægere, som har erhvervet sig jagttegn inden for de seneste tre år. På kurset var der også mulighed for både at skyde med gevær og bue samt at prøvesmage én grillet dåhjort.
På kurset var der også kvindelige jægere, som tog udfordringen op.
- Der er meget at holde styr på, men mon ikke man finder ud af at gøre det hele rigtigt på et tidspunkt, siger Camilla Østergaard Nielsen, der havde taget turen fra Thisted til Nørresundby.
Arrangørerne bag kurset håber, at så mange nye jægere som muligt har fået en hjælpende hånd fra skolebænken og ud i skoven.