Investerer 150 millioner i energirigtigt byggeri
Stigende energipriser og hensynet til miljøet får nu Hjørring Kommune til at investere 150 millioner kroner i energirigtigt byggeri. Et skridt i den rigtige retning, men ambitionerne rækker endnu længere.
Hjørring Kommune investerer nu 150 millioner kroner over de næste to-tre år i energibesparende byggeri - også kaldet passivbyggeri.
To haller, en skoletilbygning og et plejecenter - fire byggeprojekter til en samlet værdi af 150 millioner. Alle projekter som Hjørring Kommune nu går i gang med. Fælles for dem alle, at de skal laves efter passivbyggeri-konceptet: så energieffektivt som muligt.
Borgmester Arne Boelt (Soc.dem.) håber, at byggerierne vil være med til at inspirere borgerne til at hoppe med på den grønne bølge - i stedet for at snakke om det og fylde tygge ringbind.
- Kommunerne kan lave strategier for hvad de vil, men hvad hjælper det, hvis kommunen ikke går forrest. Vi går forrest med byggerierne - og så har vi også et lille ringbind, der står, siger Arne Boelt til TV2/Nord.
Han mødtes i dag med klima- og energiminister Lykke Friis (Venstre), som kom til Hjørring for at kigge på et passivhus, som i øjeblikket er ved at blive opført i byen. Hun hilser kommunens initiativ velkommen.
- Det er klart, at det kommer også til at skæppe i kassen på sigt, når vi ser på kommunens energiregnskab. Jeg synes det virkelig, at det er en god oplevelse, at kommunen også engagerer sig massivt i den her sag, siger Lykke Friis til TV2/Nord.
I morgen fredag er der første spadestik til et af projekterne. Et ældrecenter på Svanelundsbakken i Hjørring.