Irma åbner i Aalborg på torsdag

Den første Irma butik i Nordjylland ser dagens lys den 4. december.

Den gamle Fakta butik i Hasseris har siden oktober været under kærlig behandling af Irma. På torsdag står den klar til at tage imod de første kunder, som den første Irma i Aalborg nogensinde.

Den nye forretning er på 600 kvadratmeter, som skal fyldes med Irmas kendte kvalitetsvarer, et stort udvalg af økologiske varer, frisk frugt og grønt samt en stor vinafdeling.

Der vil blive gjort opmærksom på den nye butik i hele Aalborg, hvor de kendte Irma-piger vil være på Strøget og ved butikken torsdag, fredag og lørdag og uddele vareprøver.

Butikken i Hasseris bliver den fjerde Irma uden for Sjælland. Irma blev grundlagt i 1886 og er dermed verdens næstældste supermarkedskæde. Irma er kendt for at være den supermarkedskæde i verden, der har den største økologiandel. Mens økologiske varer udgør cirka 5 procent af det samlede fødevaresalg i Danmark, er andelen i Irma 4 gange så høj, nemlig cirka 20 procent.


Seneste nyt

fra Nordjylland