Ishockey i sommervarmen

Mens vi andre nærmest er ved at smelte i sommervarmen, søger knap fyrre unge drenge i ly indenfor på isen i Gigantium Isarena. Her er der nemlig hockeycamp.

Afslapning i sommerferien er der ikke meget af for en stor flok drenge i Aalborg her i uge 31 - ti timer om dagen skøjter de rundt på isen i Gigantium.

- Jeg håber, jeg bliver bedre på mine skøjter og forbedrer mit skud og min fysik, siger Jonas Wilquin fra Aalborg.

Hos drengene på campen er ambitionerne store - drømmen er for mange at blive kommende spillere for Aalborg Pirates eller endda i ishockeyligaen NHL.

Det er den svenske Dag Wenström, der skal finpudse drengenes teknikker og få dem endnu tættere på drømmen.

- Jeg skal lære dem af få flere værktøjer og muligheden for at få dem til at præstere som hockeyspillere i fremtiden, siger han.

Tidligere topspiller, Ronnie Winther Sørensen, har sat projekt hockey-camp i gang.

- Når man får træning af folk fra Sverige, som ikke bestiller andet end at arbejde med ishockey og de nyeste teknikker, så lærer vi noget alle sammen, siger han.

Selvom solen skinner udenfor, har de unge absolut intet i mod at bruge sommerferien inden døre.

- Ishockey er mit et og alt, og det vil jeg ti gange hellere end at ligge udenfor, siger Jonas Wilquin, og flere af kammeraterne giver ham ret.

- Jeg har is under fødderne - har altid haft det. På en måde er jeg blevet født her, siger Alexander Bobko fra Aalborg.

-Det er bare sjovere at være herinde - og man får alligevel også varmen her, siger Frederik Winther Sørensen.

Om få uger er det pigernes tur til at træde ind på isen - her skal de nemlig også på hockeycamp.


Seneste nyt

fra Nordjylland