ISS beskyldes for at skubbe danskere ud
Nordjyder klager over at østeuropæere i Skagen stjæler deres job
Rengøringsgiganten ISS beskyldes nu for at snyde rengøringsfolk på en fiskefabrik i Skagen for hundredvis af overarbejdstimer - for et arbejde, der er blandt de hårdeste og mest beskidte på arbejdsmarkedet. De ansatte frygter, at ISS forsøger at presse dem ud af erhvervet.
Claus Byrialsen har renset fileteringsmaskiner for ISS på fiskefabrikken Skagerak Pelagic i Skagen. For få måneder siden stoppede han og fandt ud af, at han efter egne beregninger i excel-arket mangler betaling for 311 timer.
- Det svarer til cirka 50.000 kroner efter skat. Driftslederen siger, at han kun vil betale for 7,5 timer per dag. Det hænger slet ikke sammen med de timer, vi reelt arbejder. Det er vi alle på fabrikken vidner på, siger Claus Byrialsen, der har arbejdet som sanitør i mange år.
- Desuden har jeg ført mit eget regnskab i et excel-ark. De regner os ikke for andet end de døde sild, der ligger på gulvet, siger Claus Byrialsen.
Hans kollega, Hannibal Andreasen, der stadig arbejder på fiskefabrikken, mærker også de stramme forhold.
- Det føles som om vi danskere bliver skubbet ud, og så vil de kun have øst-arbejdere tilbage på fabrikken. Lige nu er der kun en dansker tilbage derinde, siger Hannibal Andreasen.
TV2/Nord har forsøgt at få de rumænske og litauiske ISS-medarbejdere i Skagen i tale, men det er ikke lykkedes.
Den lokale ISS-driftsleder i Frederikshavn vil ikke udtale sig til TV2/Nord. På hovedkontoret i København afviser man, at der skyldes timer.
- Der er ikke noget tilgodehavende at komme efter i den konkrete sag, siger Mette Willemoe, ombudsmand i ISS.