LIGE NU:

ISS køber Rengøringscentralen Nordjylland

ISS styrker sin rengøringsforretning i Danmark med købet af Rengøringscentralen Nordjylland, der er blevet overtaget med virkning fra 1. januar.

- Købet af Rengøringscentralen passer godt ind i ISS' strategi om at få en stærkere position på det danske rengøringsmarked. Vi får nu en endnu større tilstedeværelse i den nordjyske region med Rengøringscentralens kunder, som vi glæder os til at servicere, siger Maarten van Engeland, administrerende direktør i ISS Facility Services.

Rengøringscentralen blev grundlagt i 1964 af den tidligere ISS-medarbejder Ole Kjeldsen og har nu hovedkontor i Sæby. I 2006 var omsætningen godt 23 millioner kroner, og selskabet har knap 150 medarbejdere.

Køberen ISS Facility Services er en del af ISS, Danmarks næststørste erhvervskoncern, der beskæftiger flere end 435.000 mennesker i 50 lande, fordelt på Europa, Asien, Nordamerika, Sydamerika og Australien. Heraf arbejder 11.000 i Danmark.
/Ritzau/