Jacob har sikret natrådgivning til unge: - Det kan ikke passe, at børn skal finansiere den hjælp

I december indsamlede Jacob Krull under navnet Jaxstyle 1,2 millioner kroner til Psykiatrifonden.

Da han slukkede kameraet den 30. december efter fire døgns uafbrudt livestream, havde han indsamlet 1.225.541 kroner.

Ved at livestreame sig selv på platformen Twitch var målet at samle penge ind til Psykiatrifondens ungerådgivning og samtidig sætte fokus på sårbarhed og psykiske udfordringer.

quote De skal altså ikke mødes af en telefonsvarer, der siger, vi er først klar i morgen klokken otte

Jacob Krull /Jaxstyle

Oprindeligt var målet at samle 150.000 ind, men med hans 802.000 følgeres hjælp blev beløbet meget større, og det har nu betydet, at Psykiatrifonden også kan tilbyde rådgivning om natten. 

- Du skulle gerne kunne få hjælp, idet du tager dig mod til at søge hjælpen, for det handler også om, at der er mange, der ikke tør. Så skal de altså ikke mødes af en telefonsvarer, der siger, vi er først klar i morgen klokken otte, siger nordjyske Jaxstyle, der kalder sig selv content creator.


Største donation nogensinde

Donationen er den største enkeltstående donation, Psykiatrifonden nogensinde har modtaget. 

Og der er stort behov for hjælpen, for på bare to år er antallet af samtaler og chats hos Psykiatrifonden steget med 87 procent - over halvdelen af dem, der søger hjælp, er mellem 13 og 29 år.

- Der er ikke så mange steder, man kan række ud til om natten. Vennerne er måske i byen og den psykolog, man går hos, har ikke åbent. Derfor vil vi gerne være tilgængelige, så man kan få den hjælp, man har brug for, siger Liza Johnson, der er leder af rådgivningen hos Psykiatrifonden.

Den 21-årige nordjyde er glad for, at donationen har betydet noget, og at hans seere ville hjælpe, selvom mange af dem bare er børn. 

- Jeg er glad for, at mit community (følgerskare, red.) har kunnet hjælpe. Men det kan ikke passe, at børn skal sidde og finansiere den hjælp, som staten gerne skulle finde penge til, siger Jaxstyle. 


Seneste nyt

fra Nordjylland