Jan Ø. Jørgensen taber finale i Indonesia Open
Jan Ø. Jørgensen bliver rendt over i Indonesian Open-finalen.
Jan Ø. Jørgensen blev løbet over ende, da japanske Kento Momota vandt finalen i Indonesia Open.
Det lykkedes ikke for danske Jan Ø. Jørgensen at genvinde titlen ved Super Series Premier-turneringen Indonesia Open.
I finalen tabte nordjyden 21-16, 19-21, 7-21 til den 20-årige Kento Momota og specielt i tredje sæt var Jan Ø. Jørgensen i store problemer efter at have vundet første sæt.
Dermed fik danskeren ikke revanche for det seneste opgør mod Momota, der diskede op med et alsidigt repertoire. Japaneren har nu vundet de to seneste opgør mod danskeren, der dog stadig fører 3-2 i den indbyrdes statistik.
Jan Ø. Jørgensen var på jagt efter sin fjerde Super Series-titel i alt, og han drømte om at genvinde Indonesia Open, som han vandt i fjor som den første europæer.
Danskeren kom ellers godt fra start med en føring på 11-5 i første sæt, men japanske Momota, der rangerer som nummer ni på verdensranglisten, kæmpede sig tilbage til 12-10, hvorefter fjerbolden blev sendt i nettet til yderligere danskerføring efter klogt spil af Jan Ø. Jørgensen.
Det blev 16-13 til danskeren i den tætte fight, hvor Momota var klar til at straffe den mindste fejl, men to gode bolde af danskeren bragte ham på 18-14 og ved 20-15 misbrugte danskeren den første sætbold, men på den anden lykkedes det at vinde første sæt.
Jan Ø. Jørgensen fortsatte i andet sæt, hvor det hurtigt blev til en 3-0-føring, men tingene blev vendt rundt, da Momota kom tilbage og bragte sig foran 10-5.
Danskeren sled sig tilbage med en stime på otte point og fik både udlignet og bragt sig foran 13-10, før Momota kom tilbage og vandt et par bolde.
Herefter fulgte en nervøs periode, hvor Jan Ø. Jørgensen dog hele tiden formåede at holde et par boldes distance til japaneren indtil 16-16.
Nerverne bølgede frem og tilbage, og desværre for danskeren blev der dømt fejl på ham ved 19-18-føring til japaneren. En kendelse, der virkede forkert, og som måske satte sig i baghovedet. Det næste point blev dansk, men sættet blev japansk med 21-19.
Der var lagt op til en gyser af et tredje sæt, hvor danskeren kom foran 0-2, men Momota stak af og bragte sig foran 8-2, mens danskeren hang med hovedet og virkede presset mod den aggressive og hårdt kæmpende japaner, der spillede godt.
Det blev 11-4 til japaneren og 12-6, og Jan Ø. Jørgensen havde brug for en stime, men sendte fjerbolden ud over baglinjen til japansk syvpoints-forspring.
Herefter punkterede Jan Ø. Jørgensen fuldstændig, og Momota trak sikkert fra og vandt tredje sæt med 21-7.