Japanere er vilde med nordjysk fjernvarmesystem: Eksporteventyr venter forude
Foto: Bruno Stagsted
Onsdag var en stor delegation fra Japan på besøg i Nordjylland. Her skulle de lære om fjernvarme fra nogle af verdens bedste.
I Nordjylland er vi blandt verdens bedste til fjernvarmesystemer, og det får med jævne mellemrum japanske delegationer til at drage til Nordjylland for at se på fjernvarme.
Det skete igen i dag, hvor 30 japanere besøgte Aalborg og Dronninglund for at blive klogere på, hvordan fjernvarmesystemerne er skruet sammen her i Nordjylland.
- Vi kan jo vise dem, hvordan vi har arbejdet med fjernvarme i rigtig mange år – modsat mange andre i verdenen. Vi var nogle af de første til at etablere fjernvarme i Danmark, siger projektdirektøren i House of Energy, Hans A. Pedersen.
I Japan har hver boligblok sit eget fjernvarmesystem, og det er både ineffektivt og forurener for meget, og det vil de nu lave om på.
- Vi har det samme mål om at begrænse udledningen af CO2 i fremtiden for at beskytte miljøet. I har gjort store fremskridt i forhold til moderne energisystemer, siger en af dagens gæster Massaki Sano, der er direktør i D.H.C Tokyo.
Håbet med rundvisningen er, at japanerne vil vælge nordjyske løsninger, når de hjemme i Japan skal i gang med at bygge nye store fjernvarmesystemer.
- Jeg har jo en tro på, at det her fører til meromsætning og eksport for nogle af vores virksomheder, siger Hans A. Pedersen.
Dagens delegation er den fjerde af slagsen alene i år.