Jelved skriver kulturaftale med nordjyske politikere

De nordjyske politikere skrev onsdag under på en fireårig kulturaftale sammen med kulturminister Marianne Jelved.

De 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og kulturminister Marianne Jelved underskrev onsdag den nye fireårige kulturaftale, der har fået navnet KulturKANten. Aftalen blev skrevet under i Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Aftalen skal understøtte og fremme kommunernes engagement og aktiviteter på kulturområdet. Målet er at øge kvaliteten og synligheden af det samlede kulturområde i landsdelen. Det gælder udvikling i forhold til billedkunst, teater, musik, museer med videre.

I alt afsætter kommunerne og regionen til sammen 14 millioner kr. til aftalen. Den statslige finansiering kommer fra Kulturministeriet og er i alt på ca. 15 millioner kr. i løbet af de 4 år.

- Der er nogle meget vigtige temaer i kulturaftalen. Især er jeg meget begejstret for den del, der handler om talentudvikling. Det er vigtigt at vi øver os i at få øje på talenterne i god tid, så vi kan være med til at fremme de nye håb indenfor kulturen, siger Marianne Jelved.


Seneste nyt

fra Nordjylland