Jens og Jørn knokler uden at få løn: - Det er guld værd!
30 mænd lidt oppe i årene udgør en særlig gruppe af frivillige ved Nibe Festival.
Tirsdag efter tirsdag året rundt stiller de deres tid og færdigheder til rådighed kvit og frit. På festivalen går de under navnet "Tirsdagsholdet".
Jens Jacobsen og Jørn Hansen er begge pensionerede tømrere. De er lige nu i gang med at lægge sidste hånd på en ginbar til dette års Nibe Festival. Sammen med en større gruppe andre mænd bruger de gerne deres tirsdage året rundt på at give Nibe Festival en hånd med på vejen.
Se hele indslaget nederst.
- Jeg hørte om tirsdagsholdet gennem nogen, jeg kendte. Det lød godt, og det er helt sikkert også faldet i min smag. Det er guld værd, når man er pensionist, siger Jens Jacobsen, som har været frivillig på festivalen i et par år.
Mændene tager sig af en lang række forskellige opgaver. I dag bygger de en bar. Andre gange er det maleropgaver eller forskellige reparationer.
Der er godt 300 helårsfrivillige ved Nibe Festival, og de 30 af dem er med på "Tirsdagsholdet".
- Vi får jo frikadeller til frokost for det. Det er vores løn. Nej, jeg får jo et godt socialt samvær med mine kolleger og venner her, siger Jørn Hansen grinende, som et af de Nyeste medlemmer på "Tirsdagsholdet".
Nibe Festival engagerer i alt op imod 5000 frivillige hvert år. Uden de mange frivillige hænder var der ifølge festivalens talsmand ingen festival.
- Vi må aldrig tage frivilligheden for givet! roser Peter Møller Madsen.
De frivillige sørger både for forberedelser, afvikling og oprydning. Det har i år betydet, at Nibe Festival har kunnet dele et overskud på knap fire millioner kroner ud til forskellige foreninger og almennyttige formål.
- De gør et kæmpe stykke arbejde for andre. Det skal vi se, anerkende og sætte pris på, siger Peter Møller Madsen.