Jesper er Fårups første æresborger

17-årige Jesper Sørensen, der lider af sygdommen progeria, er blevet den allerførste til at modtage den nye pris som æresborger i Fårup Sommerland.

Jesper Sørensen modtog torsdag titlen som æresborger i Fårup Sommerland, der er blevet indstiftet i forbindelse med Fårup Sommerlands 40 års jubilæum.

Jesper, som hele Danmark lærte at kende gennem portrætprogrammet Drengen i den gamle krop på TV2, får prisen for sin ukuelige positive tilgang til livet til trods for en svær og alvorlig sygdom, skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

- Jesper står som et symbol for positivt livssyn, et fantastisk smittende humør og en helt igennem charmerende personlighed, siger administrerende direktør i Fårup Sommerland, Søren Kragelund og tilføjer:

- Det var meget nemt at finde den første æresborger. Jesper var simpelthen den første, vi kom i tanke om, fordi han har en ukuelig positiv tilgang til livet, et fantastisk smittende humør og en helt igennem charmerende personlighed.

Fårup Sommerland vil fremover udnævne en ny æresborger hvert år, og den skal gives til en person eller en gruppe af personer, der medvirker til at gøre Danmark til et sjovere, hyggeligere og mere positivt sted at være.

Med prisen følger en check på 10.000 kroner - og den eneste betingelse er, at pengene bliver brugt på noget sjovt. Der bliver også ophængt et stort billede af æresborgeren i parken.

Fakta

Æresborgerskab i Fårup Sommerland tildeles en person (eller gruppe af personer) som medvirker til at gøre Danmark til et sjovere, hyggeligere og mere positivt sted at være.

Prisen er indstiftet i forbindelse med Fårups Sommerlands 40 år jubilæum og uddeles fremover hvert år.

Med prisen følger et kontantbeløb på 10.000 kr., som dog er betinget af at modtageren bruger pengene på noget sjovt. Med andre ord: pengene kan ikke bruges på en ny carport, badeværelsesklinker eller undervognsbehandling af brugte biler.

Seneste nyt

fra Nordjylland