Jokinen siger stop
Finnen har spillet sin sidste kamp for Frederikshavn White Hawks.
Frederikshavn White Hawks' rutinerede finne Tomi Jokinen indstiller sin karriere efter 15 sæsoner hos frederikshavnerne. Her har han spillet mere end 600 kampe, og undervejs var han på en tur i Norge, hvor han i to sæsoner spillede i Trondheim.
Om beslutningen om at lægge skøjterne på hylden, siger finnen til Kanal Frederikshavn:
- Det har været en lang overvejelsesproces, men jeg er kommet frem til, at det er bedst at stoppe, mens legen stadig er nogenlunde god. Selvfølgelig var sidste sæson rent sportsligt ikke den bedste, men det har ikke haft nogen indflydelse på min beslutning.
- Men når man er blevet en museumsgenstand i sit hjemland, så er det vidst på tide at stoppe, griner Jokinen.
Status som museumsgenstand opnåede Tomi Jokinen, da han i stedet for at bortautionere sin trøje ved klubbens trøjeauktion, gav den til et ishockeymuseum i sin hjemby, hvor den nu er til skue.
Ved en af sæsonens første hjemmekampe i den kommende sæson, vil Tomi Jokinen blive hyldet på hjemmeisen i Scanel Hockey Arena.