Jørgensen væltede Gade af tronen
Det nordjyske stortalent Jan Ø. Jørgensen slog højst overraskende landsmanden Peter Gade ved Indonesia Open. Jørgensen sejrede i tre sæt og er dermed klar til kvartfinalen.
Stortalentet Jan Ø. Jørgensen fik torsdag skovlen under rivalen Peter Gade, da de to danskere mødtes i anden runde af Super Serie-turneringen Indonesia Open. Jan Ø. Jørgensen vandt et tæt tredje og afgørende sæt med 21-17 og spillede sig dermed i kvartfinalen, hvor han skal møde japanske Kenichi Tago.
Jan Ø. Jørgensen sejrede efter 51 minutters badminton med cifrene 21-19, 13-21 og 21-17. Peter Gade har tidligere efterlyst mere bid fra de unge spillere. Og det var en opfordring, som Jan Ø. Jørgensen i den grad tog op ved Indonesia Open.
Jørgensen har tidligere spillet glimrende mod Gade, men det er første gang, at det unge talent får held med at slå sit forbillede. Og det er samtidig første gang, at aalborgenseren spiller sig i kvartfinalen ved en Super Serie-turnering.
- Det er mega, mega fedt og bare helt fantastisk. Peter Gade er jo en af dem, man allerhelst vil slå, så det er helt vildt, lød det fra den 20-årige Jan Ø. Jørgensen efter sejren. Jørgensen bliver den eneste danske repræsentant i kvartfinalen i mændenes række.