Jubel over vækstpakke: Aftale sikrer maritime jobs i yderkommuner

Regeringens vækstpakker betyder, at ansatte på offshoreskibe bliver sidestillet med andre søfolk. Pakken bliver godt modtaget af Landdistrikternes Fællesråd.

Regeringen indgik søndag en erhvervs- og iværksætteraftale med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Partierne bag aftalen vil blandt andet udvide sømandsskatten til hele offshore området. Glædeligt, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Aftalen betyder, at ansatte på skibe i offshoreindustrien skal omfattes af den såkaldte sømandsskatteordning.

- Jeg glæder mig over, at ansatte på offshoreskibe nu bliver ligestillet med andre søfolk. Det sikrer arbejdspladser og bosætning i landdistrikterne, hvor mange søfolk bor, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard i en pressmeddelelse. 

Søfarten fylder meget i de danske landdistrikter. Faktisk bor 66 pct. af de danske søfolk i en af de 46 land- og yderkommuner. Ser man nærmere på de 16 yderkommuner, er det 21 pct. af de søfarende, der bor her. Søfolkene er dermed overrepræsenteret i disse kommuner, hvor 8,5 procent af den generelle voksne befolkning bor. 

Indslag fra marts 2017 om søfolkenes dobbeltbeskatning. 

Ifølge Landdistrikternes Fællesråd sikrer ordningen mere konkurrencedygtig danske søfart, da rederierne kan aflønne søfolkene med en nettoløn, hvilket sænker omkostningerne. Skatteordningen gælder i dag på de fleste danske handelsskibe, men omfatter ikke alle offshore skibene. Det kan betyde et tab af arbejdspladser i landdistrikterne, da Danmarks nabolande i dag har mere konkurrencedygtige skatteordninger. 

To ud tre søfolk bor i yderkommuner
Hos Danske Rederier glæder adm. direktør Anne H. Steffensen sig ligeledes over aftalen, som skaber grundlaget for at fastholde og udvikle Danmarks position som førende søfartsnation og derved understøtte væksten i hele landet.  

- Vi ved, at to ud af tre danske søfolk bor i yder- og landkommunerne. Så når regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale har indgået en aftale om at udvide DIS-ordningen til eksempelvis vores havvindmølleskibe, så er det et stærkt vækstinitiativ for hele landet. Vi er glade for, at man på den måde har tilgodeset de maritime højborge, som findes mange steder langs vores kyster, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Ud over udvidelsen af sømandsskatteordning, glæder Landdistrikternes Fællesråd sig over, at aftalen indeholder lettelser af en lang række afgifer, som vil mindske grænsehandlen og sikre bedre rammer for turismeerhvervet i hele Danmark.

Dana-ansatte kæmper for at blive anset som søfolk

Seneste nyt

fra Nordjylland