Justitsminister: Jeg kan ikke hjælpe Im
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Justitsminister Morten Bødskov (S) kan ikke hjælpe Im og hendes mor. Men han vil kigge på lovgivningen.
Justitsminister Morten Bødskov kalder sagen om Im og hendes mor Suthida Nielsen for "ulykkelig". Men han kan ikke hjælpe familien. Det skriver han i en mail til TV2/Nord.
- Jeg tror, at alle kan være enige om, at der her er tale om en meget ulykkelig sag. Jeg kan som justitsminister ikke gøre noget i forhold til den konkrete sag, hvori Udlændingenævnet og byretten har truffet endelig afgørelse. Men jeg har i lyset af sagen nu bedt mine embedsfolk om at se på, hvordan vi fremadrettet kan sikre, at ægtefællesammenførte, der kun har været her i landet i kortere tid, men som har gjort en indsats for at integrere sig her i landet, ikke mister deres opholdstilladelse ved ægtefællens død, skriver justitsministeren.
Suthida Nielsen og hendes datter skal hjemsendes til Thailand på søndag. Hjemsendelsen er en konsekvens af, at Suthida Nielsens danske mand døde af kræft.