Jutlander Bank præsenterer stort overskud

Jutlander Bank kommer ud af tredje kvartal med et overskud på 173 millioner kroner på bundlinjen.

Det går godt med at tjene penge i Jutlander Bank. Banken, som har hovedsæde i Himmerland, kommer ud af årets tredje kvartal med et overskud på 173 millioner kroner før skat. Efter skat lyder overskuddet på 140 millioner kroner.

- Vores toplinje er under pres på grund af det lave rentemiljø og et vigende udlån, men det har vi formået at kompensere for med andre initiativer og aktiviteter. Derfor finder vi resultatet absolut tilfredsstillende, siger ordførende direktør i Jutlander Bank, Per Sønderup, i en pressemeddelelse.

Jutlander Bank har haft held med at nedskrive sine tab og udlån med hele 80 millioner. Det er særligt på udlån til landbruget, at det er lykkedes banken at lave store nedskrivninger.

- Mange landmænd har det fortsat svært, men det er værd at nævne, at vi da også har landbrugskunder, som driver økonomisk sunde bedrifter, siger Per Sønderup.

Omkostninger til personale og adminitration er en af de store poster på Jutlander Banks budget. Banken etablerede i december sidste år sin første afdeling i København og i sommer blev der åbnet to nye afdelinger på Eternitten i Aalborg. Det har betydet, at omkostninger til personale og administration er steget fra 328 millioner kroner i 2015 til 346 millioner i 2016.

Kvartalsregnskabet for tredje kvartal er næsten på højde med det, Jutlander Bank præsterede sidste år. Her kom banken ud af tredje kvartal med et overskud på 146 millioner kroner efter skat.


Seneste nyt

fra Nordjylland