Jylland bankede Sjælland og Fyn i ishockey-ligaen

Det blev mandag til fire jyske sejre i fire dueller mellem Jylland og øerne i landets bedste ishockeyrække.

De jyske klubber viste sig som de stærkeste i tirsdagens spillerunde i ishockeyligaen.

Fire jyske klubber - Frederikshavn White Hawks, Herning Blue Fox, Aalborg Pirates og Esbjerg Energy - var oppe imod tre sjællandske modstandere og en enkelt fra Fyn. Det endte med fire jyske sejre.

I Frederikshavn vandt hjemmeholdet med 3-1 over Herlev Eagles, mens Aalborg Pirates var mere suveræne i en 5-1-sejr over Rødovre Mighty Bulls.

Esbjerg var på besøg i Rungsted, og gæsterne fra den jyske vestkyst kunne rejse hjem med en sikker sejr på 4-0.

Der var mest spænding om resultatet i Herning, hvor Odense Bulldogs i slutningen af tredje periode fik udlignet til 1-1. I overtiden fik Bjørn Ulldal sikret Hernings værter en sejr på 2-1.

Ishockeyligaens tophold fra Sønderjyske var ikke i aktion. Sidste sæsons mesterhold fører suverænt rækken med 64 point efterfulgt af Herning med 53 point.


Seneste nyt

fra Nordjylland