Kæmpe chance ødslet væk
Foto: Henriette Maj Pedersen
FC Hjørring har netop brændt en af de mange chancer holdet havde mod Brønshøj.
Trods en mand i overtal det meste af kampen og et straffespark måtte FC Hjørring nøjes med uafgjort 1 - 1 hjemme mod Brønshøj.
Når man ikke kan udnytte 11 mod 10 i 60 minutter og en hundredeprocentschance i form af et straffespark, ja så er det altså svært at vinde fodboldkampe.
Det måtte FC Hjørring sande i tirsdagens kamp mod Brønshøj i 1. division. Det var Simon Nagel, der sendte et straffespark i hænderne på Brønshøjs målmand, og han ærgede sig efterfølgende gevaldigt over den brændte chance:
- Jeg synes egentlig, vi gør det rigtig godt i dag. Vi får spillet bredt, kørt den ud til vores kanter og slået nogle indlæg. Det var fornuftigt spil med en mand i overtal. Det man kan sætte en finger på, er at vi ikke får scoret på de chancer, vi skaber, fortæller Simon Nagel til nordjyske.dk.