Kæmpekanin bortført

Nordjyllands Trafikselskabs fem meter høje kanin er blevet stjålet fra taget af Hobro Rutebilstation. NT udlover nu dusør.

Kaninen, der er blikfang for trafikselskabets rabatordning til månedskortholdere, er tidligere forsøgt kidnappet fra taget af Hjørring busterminal. Dengang blev planerne forpurret, og kaninen blev reddet. Efter den episode blev kaninen pakket sammen for en stund, men var altså stillet op igen i Hobro. Herfra forsvandt den i løbet af weekenden.

- Det er rigtig irriterende, at vores kanin er blevet stjålet," siger NT's kundechef Nicolai
B. Sørensen.

- Vi har fået den specialfremstillet som maskot for vores fordelsklub NT Inclusive, og vi kommer til at mangle den, eftersom den i flere henseender skulle bruges som omdrejningspunkt i vores markedsføring.

Tyveriet er meldt til politiet, der endnu er uden spor efter gerningsmændene. Kaninen, der har kostet 70.000 kroner er let at genkende, og i oppustet tilstand er den ikke til at overse. Da den er specialfremstillet kan den ikke forveksles med andre fem meter høje kaniner - hvis der findes sådan nogle.

Informationsmedarbejder Gine Monrad Petersen oplyser til TV2/Nord, at der ikke er tale om en forsinket aprilsnar eller et markedsførings trick. Nordjyllands Trafikselskab udlover nu en dusør til oplysninger, der kan lede til afsløring af bortførerne. Dusøren er en tur for hele familien til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals eller Aalborg Zoo efter eget valg.

Skulle man støde på den store kanin, opfordrer NT til, at man kontakter Hobro Politi på telefon 96 57 14 48.


Seneste nyt

fra Nordjylland