Kæmper videre mod billig sprut
Foto: Ivan Johan Hansen (Arkiv)
Det skal være slut med at unge kan feste til at for billige priser i nattelivet, mener Hjørringborgmester Arne Boelt.
Hjørrings borgmester, Arne Boelt, vil forsøge at gøre det lovligt at sætte mindste priser på alkohol i nattelivet.
Nordjyske unge kan fortsat feste med billig alkohol. Flere kommunerne ville ellers gerne sætte en stopper for drikkeriet - ved at lave regler om minimumspriser på alkohol. Men sådanne aftaler strider mod konkurrenceloven. Derfor vil Hjørring Kommune have loven ændret.
- Rigtigt mange unge mennesker er jo sårbare ved at når det ikke koster ret meget, så når de har fået fem genstande indenfor vesten, så kører det. Og når vi ved hvor mange genstande man må drikke på en uge anbefalet, så kan vi næsten ikke stå model til det her, siger Hjørings borgmester Arne Boelt (S).
Sammen med blandt andre Aalborg Kommune har Hjørring Kommune forsøgt at lave aftaler med byernes restauratører om mindstepriser på alkohol for at begrænse unges alkoholforbrug. Det har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen imidlertid afvist som konkurrenceforvridende.
I et brev til kommunerne skriver styrelsen: "Mindsteprisen rammer en langt bredere gruppe af forbrugere end den ungdomsgruppe, der er mål for initiativet".
Men det stopper ikke hjørrings borgmester - han vil nu gå efter en ændring af konkurrenceloven i kampen mod den billige alkohol.
- Kampen er under ingen omstændigheder overstået. Men den skal nok tages på et andet plan end bare i Hjørring Kommune alene. Jeg tror det er noget, som vi skal bruge vores forening KL til, og kommunerne skal stå sammen om at vi skal prøve om ikke vi kan få folketinget til at lave lidt om i konkurrenceloven, siger Arne Boelt.