Kærestepar fængslet for hjemmerøveri

Den 23-årige mand og 20-årige kvinde er blevet varetægtsfængslet for røveriet mod en 44-årig mand i Hjørring. <b>(Opd. 16.20)</b>

Det kærestepar, der blev anholdt for et overfald på en 44-årig bekendt på Trollhættanvej i Hjørring i lørdags, er efter dagens grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og politiet må derfor ikke oplyse, om parret erklærede sig skyldige eller ej, men eftersom de begge har kæret fængslingen til landsretten, kan man gå ud fra, at de formentlig har erklæret sig uskyldige.

Parret mødte op på den 44-åriges bopæl lørdag eftermiddag, hvor de overfaldt og slog ham og krævede 1.000 kroner af manden, som han angiveligt skyldte dem. Bagefter stak de af.

Men politiet fandt hurtigt frem til dem ved hjælp af offeret, der altså kendte gerningsmændene i forvejen.


Seneste nyt

fra Nordjylland