Kampen for Mårup kirke fortsætter
To grundejerforeninger for sommerhusejere nær Mårup Kirke, har slået sig sammen med Mårup Kirkes venner. Sammen vil de kæmpe for kystsikring ved kirken.
Nyt samarbejde
To grundejerforeninger for sommerhusejere har slået sig sammen med Mårup Kirkes venner, der længe alene har kæmpet for den kystsikring, der kan forhindre kirken i at styrte i havet.
Kystsikring af området
Målet for det nye samarbejde er at kystsikre området fra Lønstrup og ned til kirken. Viljen er så stærk, at grundejerne også åbner for hel eller delvis selvfinansiering.
- Ifølge vores beregninger vil en kystsikring koste 30-40 mio. kr. Med et par hundrede sommerhusejere bag os plus måske noget fondsstøtte og indsamling, tror vi på, at der kan banes vej for en lånemodel, hvor pengene betales tilbage over 70-100 år, siger talsmand for gruppen Glenn Allart Andersen til Ritzau.
Ønsker politisk forståelse
Han understreger, at det kun er én mulighed.
- Det allervigtigste er nu at få skabt politisk forståelse for, at vi til glæde for tusinder af turister, fastboende og sommerhusejere bør redde et stykke unik natur, som det er synd, hvis det ryger i havet. Og det går stærkt. I dag er der en fantastisk vandretur fra Lønstrup til Rubjerg Knude. Den er væk om to år, hvis vi ikke handler, siger han.
Varig kystsikring
Gruppen arbejder for varig kystsikring, men går mindre op i metoden.
- Det vigtigste er politisk at få tilladelse til at sikre kysten. Om det så skal være den alternative metode fra Skagen Innovationscenter med nedgravede rør eller traditionel fast kystsikring er mindre vigtigt, siger Glenn Allart Andersen.
Kontakter folketingsmedlemmer
Gruppen går nu i gang med bl.a. at kontakte alle nordjyske folketingsmedlemmer, Hjørring Kommune, Miljøministeren, Trafikministeren og Kystdirektoratet. De retter også henvendelse til EU, idet de vurderer, at holdningen til kystsikring i de øvrige EU lande er meget forskellig fra den danske.
Faktaboks
Mårup Kirke ligger i dag under ti meter fra havets rand. Derfor blev det af sikkerhedsmæssige årsager sidste år besluttet at fjerne taget og dele af de øverste mure, så murene kun er to meter højere.
Over tid er det planen at tage hele kirken ned og gemme den.