Kan du heller ikke vente? Så mange snyder foran på julekalender

Det kan være svært for nogle med den lange ventetid til jul, når den først glimter i horisonten, og det gælder også, når det omhandler en af julens mest populære julekalendere.

Næsten halvdelen (45 procent) af danskerne kan nemlig ikke vente med at skrabe foran på Quicks juleskrabekalender.

Det viser en ny undersøgelse fra Danske Spil foretaget af analyseinstituttet YouGov. Det skriver førstnævnte i en pressemeddelelse. 

- Juleskrabekalenderen fra Quick er lidt af en institution i den danske jul, fordi den er traditionel, enkel at gå til og har en unik blanding af hygge og spænding.

- Og knap halvdelen af os skraber forud, fordi vi bare ikke kan vente. Skrabekalenderen er blevet den ultimative tålmodighedstest, lyder det fra Malene Mølgaard, der er administrerende direktør hos Danske Lotteri Spil, der står bag Quick.

Og det kan måske også være svært at kigge på kalenderen ligge så fint på køkkenbordet, eller hvor den befinder sig, for den kan jo gemme på en god mængde penge.

Der kan nemlig vindes op til en million kroner. 

45 procent af de danskere, der skraber forud, siger, at de er for utålmodige, og 39 procent svarer, at det er selve spændingen og gevinsten, der får dem til at skrabe forud. 

- Vi har designet kalenderen, så man kan hygge sig med den gennem hele julemåneden, men folk bestemmer selvfølgelig helt selv, om de vil skrabe alle felterne før den 24. december – det er ganske op til ens temperament, siger Malene Mølgaard. 

Juleskrabekalenderen har kunnet købes siden 1994, og nordjyderne har samlet vundet fem hovedpræmier på den tid. Hovedstadsområdet er i spidsen af alle med 26 hovedpræmier. 


Seneste nyt

fra Nordjylland