Kan du holde dig under tre timer? Her tager de let på nye anbefalinger
Blandt en håndfuld brolæggere i Nørresundby er der ingen bekymring at spotte efter Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger om skærmtid.
Onsdag fremlagde Sundhedsstyrelsen nye anbefalinger om, hvordan og hvor længe vi bør bruge skærme i vores hverdag.
Heri lyder det blandt andet, at den voksne del af befolkningen maksimalt bør bruge tre timer dagligt med skærmen i fritiden - og gerne mindre.
Mens mange måske vil opleve en skærmtidsoptælling over de tre timer på deres mobil, fordi den også bruges som et redskab på arbejdet - så er situationen en anden hos eksempelvis håndværkere, hvor hænderne i løbet af arbejdsdagen er optaget af værktøj.
En hurtig stikprøve af de brolæggere TV2 Nord møder onsdag viser dog, at det ikke er garanti for en lav skærmtid.
Halvanden time, tre-fire timer, seks-syv timer og "meget, meget lidt."
Sådan lyder svarene fra fire brolæggere, der er i gang med arbejdet på Stigsborg Brygge ved Nørresundby.
Her er Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Børn under to år bør ikke se skærm, uden at det sker i aktivt samvær med en voksen
Børn mellem to-fire år bør højst se en times skærm
Børn og unge op til 17 år bør højst bruge en-to timer, afhængigt af alder, med skærmen i fritiden
Voksne over 18 år bør højst bruge tre timer på skærmen – men mindre er bedre.
Samvær er afgørende for vores sundhed
En af dem er Jesper Rasmussen, som sidste uge brugte omkring halvanden time på sin mobil dagligt.
- Der er bare andre ting, der er er mere interessante, lyder det fra brolæggeren.
Han erkender dog, at serier, film og nyheder ses og læses på andre større skærme, og at der nok ligger et større forbrug af skærmtid der.
Derfor forstår han årsagen bag Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger.
- Det er en god ting, at der er kommet anbefalinger, for det er nok sundt at snakke med andre, siger han.
Og netop samtale, tætte relationer og fællesskaber er ifølge Sundhedsstyrelsen afgørende for vores trivsel og sundhed, og er derfor en af årsagerne bag anbefalingerne.
Jesper Rasmussen er dog tøvende ved spørgsmålet om, hvorvidt de nye retningslinjer får ham til at skrue ned for skærmforbruget.
- Nej, jeg tror også, vi skal bruge teknologien. Det er den vej, det går, svarer brolæggeren.
Det er ikke noget, der påvirker mig i løbet af dagen
David Pedersen, Lærling, Arkil
Vil fortsætte med at bruge seks-syv timer
På David Pedersens mobil er skærmtiden en del over de anbefalede tre timer, til trods for han i mange af dagtimerne bruger sin tid på byggepladser, som denne onsdag. Han er nemlig lærling hos entreprenørvirksomheden Arkil.
- Seks-syv timer om dagen, fortæller den 23-årige lærling, at han bruger, og tilføjer:
- Jeg synes, det er lidt.
Det er ofte serier eller YouTube-videoer, der spiller på David Pedersens skærm i fritiden, og det stopper ikke lige foreløbig.
- Det er ikke noget, der påvirker mig i løbet af dagen, så jeg tror ikke, at jeg kommer til at ændre noget, siger lærlingen efter at have hørt om de nye anbefalinger.
Sundhedsstyrelsen pointerer i forbindelse med deres nye anbefalinger om skærmtid, at der stadig mangler konkret evidens på området, og at tidsangivelser deres skal ses som en rettesnor.