Kan du lave Nordjyllands nationalret?
Vi vil sammen med seerne finde frem til Nordjyllands nationalret - og vi har brug for din hjælp!
Stegt flæsk med persillesovs. Frikadeller med stuvet hvidkål. Stjerneskud med rejer og kaviar. Hvad er egentlig nordjydernes foretrukne spise? Hvad er vores nordjyske nationalret?
Det vil vi i løbet af de næste to uger finde ud af. I denne uge har vi inviteret fire af de absolut bedste nordjyske kokke til at komme med deres bud på, hvordan en ægte nordjysk ret ser ud og smager. Det er Mikael Kopp Christensen, Kenneth Hansen, Michael Miv Pedersen og Bettina Lorentzen.
Men i sidste ende er det jer seere, der skal være med til at finde vores nordjyske nationalret. Og allerede nu vil vi gerne invitere dig derude til at komme med dit bud på, hvilken ret, der skal kendetegne os nordjyder.
Kan du lave mad så englene og dine gæster synger? Og har du en opskrift på en ret, som vækker begejstring og respekt, hver gang du serverer den?
Så skal du melde dig til vores konkurrence om at lave den nordjyske nationalret. Torsdag den 16. oktober inviterer vi 40 seere til middag - og det kan være din ret, de skal spise.
Læs mere om, hvordan du deltager i konkurrencen her.
Du kan også melde dig til på Facebook.