Kanel-sjov kan være vold
Opfindsomheden er stor, når vennerne beslutter sig for at fødselaren skal have kanel eller peber til en 25-års eller 30-års fødselsdag. Hos anklagemyndigheden advarer man dog om, at det, der er ment som festlige løjer, kan ende som en voldssag.
En 25-årig mand er bundet til et kors. Hans venner har fyldt en løvblæser med flere kilo kanel, og de blæser det hele i hovedet af manden der hænger på korset. Sådan her kan en de videoer, som TV2 Nord har fået tilsendt fra 25-års fødselsdage opsummeres.
Senioranklager hos Nordjyllands Politi Peter Rask advarer om at det der starter som en frivillig kanelgimmick kan ende i en voldssag, hvis ikke vennerne stopper i tide.
- Hvis det begynder at kamme over og folk siger ”stop, nu vil jeg ikke mere”, så skal de respekteres. Ellers er der tale om at man udøver vold, hvis man ikke stopper, siger Peter Rask.
På internettet kan man finde flere hjemmesider hvor man til en 25-års fødselsdag kan leje en pulverslukker med kanel eller finde opskrifter til hvordan man bygger en selv. Men det er en aldeles farligt, mener man hos Falck.
Hvis det begynder at kamme over og folk siger ”stop, nu vil jeg ikke mere”, så skal de respekteres. Ellers er der tale om at man udøver vold, hvis man ikke stopper.
- Jeg tænker at det er en dårlig ide for man genanvender nogle gamle pulverslukkere, som man lader op igen. Det kan der være nogle farer i, som jeg ser det. Hvis trykket er for højt, så er der risiko for at en pulverslukker kan eksplodere, siger Tommy Sørensen, der er Områdeleder for brand hos Falck i Aalborg.
Det var netop hvad der skete til en 30-års fødselsdag på Brovstegnen tilbage i 2010. En pulverslukker fyldt med peber eksploderede og en 24-årig mand blev alvorligt kvæstet.
- Jeg synes det er dumt at bruge pulverslukkere på den her måde. Det er min egen personlige mening, siger Tommy Sørensen.
Selvom grænsen mellem løjer og vold tilsyneladende er hårfin, så har man hos Nordjyllands Politi ikke nogen eksempler på at en fødselar efterfølgende har meldt vennerne for vold.
- Jeg forestiller mig at dette r fordi det netop er i en vennekreds det foregår og man vil jo ikke fremstå som pivet, siger senioranklager Peter Rask.