Katolsk vokseværk i Nordjylland
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Antallet af katolikker stiger markant i Nordjylland. Den Katolske Kirke i Aalborg er fyldt hver søndag, og menighedens skole planlægger udvidelse.
Der er kun fire katolske kirker i Nordjylland, men de er til gengæld propfyldte hver søndag. Line Bøgelund Nielsen, formand for Det Katolske Menighedsråd i Nordjylland, noterer flere og flere medlemmer hvert år.
-Indenfor de senere år har vi oplevet en vækst på cirka 20 procent, og vi kan se, at det fortsætter med søgningen til kirken. Vi mangler bænke om søndagen og til højtiderne. Folk må stå op langs væggene. I hvert fald er der aldrig problemer med at fylde kirken, siger Line Bøgelund Nielsen.
Den katolske skole i Aalborg, som er nabo til menighedens kirke på Kastetvej, har allerede nu 80 elever på venteliste til næste år. Derfor har de meldt sig som købere af nabobygningen, Kamilianergården. Af de 26 katolske skoler i Danmark er skolen i Aalborg den, der har langt flest katolikker i klasserne. Nogle katolske skoler i København har kun tre procent katolikker, mens andelen af børn fra den katolske menighed i Aalborg er helt oppe på 25 procent. Resten af pladserne fyldes op af ikke-katolske børn.
Kamilianergården, der oprindeligt hørte til den katolske menighed, huser i dag et hospice, som har planer om at udvide og flytte. Hvis den katolske skole får bygningen på Kastetvej, er det planen at udvide til to klasser på hvert klassetrin i løbet af nogle år.
-Vi har et mål om at have 400-500 elever. Vi går ikke efter at blive kæmpestore, men vi vil gerne kunne tilbyde en god mulighed for, at man kan vælge os med det værdigrundlag, vi har, siger Rene Hald Kristensen, formand for den katolske skolebestyrelse i Aalborg.
Det katolske vokseværk i Nordjylland begyndte op gennem 70erne og 80erne med de vietnamesiske bådflygtninge. Siden kom tamilske og irakiske kristne flygtninge til.
-I øjeblikket ser vi en anden søgning til vores kirke – nemlig fra polakker og andre østeuropæere, som har fået mulighed for at bevæge sig frit på arbejdsmarkedet og tage job her i landet, siger Line Bøgelund Nielsen, formand for Det Katolske Menighedsråd i Nordjylland.
De fire katolske kirker i Nordjylland ligger i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn og Thisted.