Katrine og mor på skoleshopping

Det har været den sidste sådan rigtige sommerferiedag i dag for mange nordjyske skoleelever. Lige om lidt skal skoletasken være klar med alle de forskellige ting, og det giver travlhed hos blandt andre boghandlerne.

Katrine Hjortlund, der starter i 5. klasse på Lundergårdskolen i Hjørring i næste uge, er en af de mange, der i dag var ude og gøre sig skoleklar.

-   Jeg går efter det, der er praktisk, men også noget, der er sjovt, og så sker det jo, at man lige finder noget som er vildt sødt, men som man egentlig ikke skulle have,  fortæller Katrine Hjortlund, som er på jagt efter indpakningspapir, linealer, tuscher og en lille taske til sin mobiltelefon hos boghandleren.

-  Det skal alt sammen gerne være lille, det er nemlig min yndlingsfarve, siger Katrine Hjortlund.

Årets skolemode er alt i pastelfarver, og så er der nok også rigtig mange nordjyske drenge, som begynder skolen med et penalhus, der kan sende deres eventuelt vandrende tanker ud på fodboldbanen.

-   Vi har rigtigt travlt lige nu, det er ligesom julen vores højsæson, når der er skolestart, siger Rasmus Sørensen, salgsassistent hos Arnold Busck i Hjørring.

Det er primært indpakningspapir til bøger i pastelfarver, der er årets hit, ligesom der for alvor er gang i salget af penalhuse og alt andet til skolebrug med internationale fodboldklubbers logo, som f.eks. FC Barcelona.
-  Det er både piger og drenge, der køber det, og man kan faktisk få alt med fodbold, siger Rasmus Sørensen.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland