Kattepine i kommune
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Mariagerfjord Kommune har opsagt samarbejde med Kattens Værn. Det vækker politisk forargelse.
Der kan meget vel komme mange flere katte i Mariagerfjord Kommune i fremtiden. I hvert fald hvis det står til embedsværket i kommunen. De har opsagt en aftale med Kattenes Værn, og det får nu den kommunale SF'er, Melanie Simick, op af stolen.
- Vi kan jo ikke have, at sådan nogle grupper af katte løber rundt, siger hun.
Baggrunden er, at kommunen siden 2007 har haft en aftale med Kattens Værn om et fast beredskab til indfangning af herreløse og vilde katte i kommunen. En ordning, som kommunen har betalt mellem 30.000 og 40.000 kr. for om året. Men nu er aftalen opsagt med virkning fra 15. juni.
- Vi fik mange henvendelser fra borgere om enkelte herreløse katte, som de havde en fornemmelse af, at vi skulle tage os af i forbindelse med aftalen. Men det var ikke det, aftalen gik ud på, siger Jørgen Ussing, der er natur- og miljøchef i Mariagerfjord Kommune.
Kommunen mener nemlig, at Kattens Værn kun bør rekvireres, når der er tale om et så stort antal katte, at de kan karakteriseres som skadedyr.
Men en kat kan vel hurtigt blive til ti katte?
- Det er korrekt. Men i Mariagerfjord Kommune er ressourcerne knappe og vi har stor brug for at prioritere vores udgifter, siger Jørgen Ussing.
Den forklaring giver Melanie Simick (SF) dog ikke meget for:
- Det synes jeg faktisk ikke er i orden. Hvis man ser en herreløs kat, så har jeg det sådan, at det er et borgeransvar at gøre noget ved det, siger hun.
At aftalen med Kattens Værn nu er ophævet, betyder at kommunen i stedet rekvirerer en dyrlæge fra gang til gang. En procedure, som Melanie Simick ikke giver meget for. Dertil kommer, at de 30.000-40.000 kr., som kommunen sparer årligt ved at opsige ordningen, ifølge Melanie Simick, er småpenge i et kommunalt budget.
Jørgen Ussing står dog fast på, at besparelsen er den rigtige vej frem:
- Det er utrolig vigtigt, at vi bruger borgernes penge på den helt rigtige måde og vi har en forpligtelse til, at prioritere knivskarpt med de midler vi har, siger han.
Ordningen skal nu drøftes igen, når teknik- og miljøudvalget mødes næste gang.