Kendt julemand vender tilbage til Nordjylland

Julefilmen 'Emma & Julemanden - Jagten på Elverdronningens hjerte begynder optagelserne i denne uge. Her kommer filmholdet forbi Hjørring.

Lars Hjortshøj er tilbage i rollen som hele Danmarks julemand i årets store julefilm 'Emma & Julemanden - Jagten på Elverdronningens hjerte'.

Spillefilmen bygger videre på TV2's populære julekalendere 'Ludvig & Julemanden' (2011) og 'Tvillingerne & Julemanden' (2013), der samlede over halvanden million danskere foran fjernsynet.

I 'Emma & Julemanden - Jagten på Elverdronningens hjerte' forlader Nicolas og Julie det trygge juleværksted på Grønland og drager på nye faretruende eventyr i menneskeverdenen og i Elverdronningens rige i Asdal. Filmen handler om den 11-årige Emma. Hun er en fantasifuld pige, der føler sig glemt af sin store familie. Emma elsker eventyrlige væsner, og da hun møder selveste Julemanden Nicolas og hans kone Julie, bliver det begyndelsen på en hæsblæsende rejse ind i Elverriget.

Optagelserne begynder onsdag i Hjørring og omegn. I de bærende roller er også Camilla Bendix, Mille Dinesen og Rune Tolsgaard.

'Emma & Julemanden - Jagten på Elverdronningens hjerte' får premiere i de danske biografer den 12. november 2015.


Seneste nyt

fra Nordjylland