Kent Nielsen: Fremtiden afklaret inden jul
Foto: Jesper Lange (Arkiv)
Kent Nielsen ledte i sidste sæson AaB frem til the double, men succestrænerens kontrakt løber ud efter denne sæson. Lige nu arbejdes der på en afklaring.
Den 7. juni næste år kan Kent Nielsen gå ind til sin sidste kamp i spidsen for AaB's forsvarende danske mestre. Succestræneren har kontraktudløb efter denne sæson, og AaB er endnu ikke nået til enighed med Kent Nielsen om en kontraktforlængelse.
Sidste sæson stod Kent Nielsen i spidsen for den bedste sæson i AaB's historie, hvor det både blev til DM-guld og en pokal-titel. Derfor er der intet, der tyder på, at det nordjyske samarbejde ikke bliver forlænget.
- AaB og jeg er i kontakt med hinanden. Jeg har en klar forventning om, at der er en afklaring omkring efterårssæsonens afslutning. 11. december spiller vi nede i Portugal den sidste kamp i år, og det vil være naturligt, at vi der kommer med en udmelding om, hvorvidt det bliver det ene eller det andet, siger Kent Nielsen til BT.
Også AaB's sportschef, Allan Gaarde er positivt stemt over for en forlængelse med klubbens træner.
- Vi snakker sammen omkring fremtiden, men vi er supergodt tilfredse med Kent. Han har lige været med til at lave det bedste resultat i AaB's historie, hvilket ikke siger så lidt, siger Gaarde til BT.
Kent Nielsen har været i AaB siden 2010, og er sammen med resten af den nordjyske trup placeret på en øjeblikkelig femteplads i Superligaen.