Kent Nielsen stopper i AaB

Kent Nielsen og AaB skilles til sommer, når trænerens kontrakt med klubben udløber.

AaBs succesfulde træner Kent Nielsen, der sidste sæson førte klubben til The Double stopper til sommer. AaB har tilbudt træneren en ny kontrakt, men det har Kent Nielsen selv afvist.

- Vi ville gerne have beholdt Kent, der har leveret et fremragende stykke arbejde i AaB, hvilket jo i sidste sæson resulterede i en historisk The Double med et dansk mesterskab og en pokaltitel samt efterfølgende kvalifikation til sekstendedelsfinalerne i UEFA Europa League, siger sportsdirektør Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.

Ifølge Allan Gaarde har forhandlingerne været uden dramatik. Klubben går straks i gang med at lede efter en ny cheftræner.

- Når vi når til sommer, har jeg været i AaB i næsten fem år, og selv om jeg var glad for og også overvejede tilbuddet om en forlængelse, så har jeg vurderet, at det er det rigtige tidspunkt at skilles efter denne sæson, siger Kent Nielsen.

Kent Nielsen har været i AaB siden 2010.