Kent Nielsen: - Vi vil holde målet rent igen
Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
AaB-træner Kent Nielsen vil meget gerne fortsætte tendensen med at holde målet rent, når AaB torsdag møder Dynamo Kiev i Europa League.
For to uger siden vandt AaB med hele 3-0 over Dynamo Kiev i Europa League. Siden har de danske mestre vundet tre kampe uden at lukke mål ind, og træner Kent Nielsen ser gerne, at defensiven holder stand igen i torsdagens kamp i Kiev.
- Vi vil selvfølgelig meget gerne fortsætte vores tendens med at holde målet rent, og skal vi have et brugbart resultat med hjem fra Kiev, så kræver det, at vi forsvarer os stærkt og fokuseret som hold, en god målmand, held, ekstrem energi og godt omstillingsspil, ligesom vi som afveksling skal turde spille os ud af pressede situationer, siger Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.
Selvom AaB vandt den seneste kamp mod ukrainerne med 3-0, så er Kent Nielsen ikke i tvivl om, at der venter nordjyderne en svær opgave på udebane.
- På trods af vores flotte sejr i den modsatte kamp, så nåede Dynamo Kiev i den første halve time at vise sin indiskutable klasse. Senest sejrede de i weekenden med 3-0 på udebane i topkampen mod Dnipro, og vi kan forvente, at de ligesom i Aalborg stiller i stærkeste opstilling med alle deres profiler til rådighed, siger Kent Nielsen.
Kampen i Kiev begynder torsdag klokken 21.05. AaB-spillerne rejste mod den ukrainske hovedstad onsdag morgen.
Klar til afgang mod Kiev #AaB #eldk #HeleNordjyllandsHold #uel pic.twitter.com/v1F4N3XLXr
— AaB (@aabsportdk) November 5, 2014